Partisk, men rystende bog om Dong-handel

Boganmeldelse: ”Det Bedste Bud” er egentlig en lidt ærgerlig bog. Forfatteren Anders-Peter Mathiasen underminerer nemlig med en temmelig manipulerende stil, for mange anonyme kilder og en for ukritisk accept af ”Eldrup-fløjens” synspunkter et ellers nødvendigt indlæg i den løbende strid om Dong Energy. ”Det Bedste Bud” efterlader under alle omstændigheder et besynderligt billede af Finansministeriets rolle, og den fik debatten om salget af andele i Dong Energy i 2014 til at blusse op igen.

Bogen søger ikke mindst at besvare spørgsmålet: Solgte staten andele i Dong Energy for billigt til Goldman Sachs, ATP og PFA?

Det spørgsmål leder umiddelbart videre til andre spørgsmål: Var selskabet godt ledet i Eldrup-perioden? Var selskabet i virkeligheden økonomisk stærkt og uden et påtrængende behov for ny kapital, da den nye topchef Henrik Poulsen tiltrådte? Blev processen, som førte til kapitalindskud fra Goldman Sachs, ATP og PFA, manipuleret igennem på en besynderlig og uigennemsigtig måde af et finansministerium, der lod sig kyse af Goldman Sachs? Blev store danske investorer, som egentlig var villige til at skyde penge i Dong, holdt uden for?

Et par andre spørgmål, som flittigt bliver blandet sammen med ovenstående er: Blev tidligere topchef Anders Eldrup fyret på en urimelig måde? Fungerede Fritz Schur utilfredsstillende som formand for Dong?

Det, vi her kalder Eldrup-fløjen, svarer direkte eller indirekte ja til alle disse spørgsmål. Den fløj, der er repræsenteret af finansministeren, ministeriet og selskabets nuværende ledelse svarer vist nærmest nej til spørgsmålene – i det omfang denne fløj ellers kan lokkes på banen med klare svar.

Dermed er der opstået en slags stillingskrig, hvor hver fløj klamrer sig til sit sæt af sandheder. Og det er et problem, for der må nok svares ja til nogle af spørgsmålene og nej til andre, som det blandt andet er demonstreret i Tonie Yde Højrups e-bog ”Eldrups kamp – og slaget om Dong”.

”Det bedste Bud” bliver med sin klare identifikation med Eldrup-fløjen for unuanceret. Alene den måde, som nogle af hovedaktørerne bliver præsenteret på, virker på undertegnede så manipulerende, at det svækker hele bogens troværdighed:

Vi har på den ene side en ”Anders Eldrup, der gennem hele sin karriere havde opereret strategisk og kreativt med blikket rettet mod fremtiden.” Og på den anden side Fritz Schur – ”en ophidset kammerherre,” der ”hev tæppet væk under sin egen virksomhed.” Så ved man da, hvem der er god, og hvem der er ond, og hvor forfatteren står. Og så får man desværre også en mistanke om, at de efterfølgende afsnit om selve Dong-handelen kan være skrevet med et lidt for heftigt personligt engagement af en forfatter, der fuldt og helt abonnerer på Eldrup-fløjens meninger. Mistanken bliver ikke mindre af, at der er brugt mange anonyme kilder, hvoraf nogle ifølge forfatteren er fremtrædende erhvervsfolk. Én nævnes ved navn, nemlig Ole T. Krogsgaard. Derudover kan man få det indtryk, at kilderne især er Eldrups gamle venner i centraladministrationen og især blandt ældre socialdemokratiske politikere. Og – med al respekt for disse mulige kilder – de har nu en gang deres syn på tingene.

Sprog, stil og kildevalg gør, at bogen simpelthen bliver mindre troværdig. Personligt er jeg ikke blevet overbevist om, at Dong Energy var i en strålende tilstand, da Eldrup blev fyret, og at andelene i selskabet grundlæggende blev solgt alt for billigt. Men jeg er på den anden side lidt rystet over de informationer, som ”Det Bedste Bud” fremlægger om den manipulerende, i vidt omfang mørklagte og tilsyneladende ret inkompetente salgsproces, som Finansministeriet stod for. Er det for eksempel virkelig rigtigt, at ministeriet med finansminister Bjarne Corydon, daværende departementschef David Hellemann og daværende afdelingschef Peter Brixen i sidste fase af forhandlingerne simpelt hen lod sig presse af Goldman Sachs’ trusler om at ville ødelægge Danmarks omdømme i den internationale finansverden, og af den grund ignorerede tilbud fra store danske investorer om at ville købe andelen i selskabet på samme vilkår som den amerikanske investeringsbank?

Det er i høj grad i centraladministrationens og politikernes interesse at få afsløret om for eksempel dette er myte eller sandhed. Spørgsmålene står stadig i kø.

læs hele udgivelsen her

Morten A. Sørensen