AktieUgebrevets Pensionsportefølje har nu overhalet afkastet i Copenhagen Benchmark, og porteføljen ligger også pænt placeret i bunden af top 10 blandt 35 danske investeringsforeninger baseret på danske aktier. Denne performance er vi godt tilfredse med, eftersom vi det meste af året har kørt med en markant lavere risikoprofil end alle andre investeringsforeninger med danske aktier. De skal nemlig være næsten fuldt investeret hele tiden, hvor vi i Pensionsporteføljen i lange perioder har kørt med forsikringsafdækning.
Aktuelt er vi i porteføljen nu 100 % investeret, efter indkøb i blandt andet Novo Nordisk, Vestas, Pandora og Bavarian. Efter valget af Trump som den næste amerikanske præsident ser vi god mulighed for, at de danske medicinal- og biotekaktier får et solidt løft.
Vi har købt Vestas, fordi aktien nu efter vores vurdering er blevet rimelig billig, og vi synes at det er for tidligt at konkludere, at Trump vil dømme vindmølleindustrien ude. I det hele taget er det vigtigt at holde sig for øje, at der kan være stor afstand mellem Trumps populistiske meldinger under valgkampen og den virkelige verden, der nu melder sig.
For Vestas bemærker vi da også, at de store drenge i form af udenlandske finanshuse, Enskilda og Carnegie, har været nettokøbere de seneste dage. Baseret på analytikernes 2017 forventninger svarer værdiansættelsen til 14 gange det forventende overskud, hvilket efter vores vurdering er en moderat værdiansættelse. For Pandora vurderer vi også, at prisen på knap 14 gange næste års overskud er moderat, efter at aktien er sat tyve procent ned – fra 1000 til 800.
Som det fremgår af Langers Skarpe Aktietips ser vi nu mulighed for en positiv stemning på aktiemarkederne, især hvis Trump trækker lidt i land på nogle af de skarpeste synspunkter. Men den positive stemning vil især blive understøttet af stærk reduceret tro på en kommende renteforhøjelse fra FED.
Morten W. Langer
Hvad er Pensionsporteføljen?
Pensionsporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 år for sine handler. Porteføljens mål er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.