På det seneste har aktiemarkederne igen vist svaghed og især det amerikanske aktiemarked. Som gennemgået under Langers Skarpe Aktietips har ny tro på en renteforhøjelse i USA senest til december presset aktierne. Samtidig er US dollar styrket i forhold til euro, hvilket har løftet de europæiske aktier på grund af en stærkere konkurrenceevne hos europæiske virksomheder.
Vores bundlinje er dog nu, at brud af 2120 for S&P Future (lukkekurs fredag 2127) vil føre både amerikanske og europæiske aktier med ned. Det ser vi stor sandsynlighed for, og derfor har vi placeret 20 % af kapitalen i certifikatet Bear DAX.
Ud fra dette grundsyn har vi nu indrettet porteføljen til 1-2 måneder med vigende aktiemarkeder. 20 procent er placeret i Bull Guld, idet vi ser en langsigtet stigning i guldpriserne på grund af øget finansiel nervøsitet omkring centralbankernes tapering, præsidentvalget i USA og statsgældskrisen i Sydeuropa, som endnu er helt uden løsningsmodeller. Vi ser et aldeles glimrende entrépunkt på dette niveau .
Om ugens salg i Novo Nordisk og Nets er forklaringen dels behov for at frigøre kapital til andre investeringer, dels fortsat svaghed i begge aktier. Efter fredagens stigning i Novo kan vi ikke udelukke, at aktien er ved at finde en bund. Men vi tvivler. Udlandet fortsætter selv i et plusmarked fredag med at nettosælge, og det blev til et samlet udenlandsk nettosalg på 859 mio. kr. i den forgangne uge. Nets har kostet et samlet porteføljeafkast på én procent, og det ærgrer vi os over.
Sammensætningen af den øvrige portefølje fastholder vi indtil videre. Det er grundlæggende solide og defensive aktier, som er robuste over for et eventuelt stormvejr på aktiemarkederne. Genmab vil vi holde godt øje med: De amerikanske biotekaktier har på det seneste været i en klar nedtur, som gerne snart skulle finde en bund. Genmab vil blive trukket med ned, hvis de fortsætter faldet.
Morten W. Langer
Hvad er Pensionsporteføljen?
Pensionsporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 år for sine handler. Porteføljens mål er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.