Efter en meget nervøs periode på aktiemarkederne er den positive stemning for alvor tilbage. Denne gang er den præget af langt mere realisme og bredde i stegningerne. Med fokus på, at udsigterne for både USA’s og europæisk økonomi nu kan være på vej fremad.
Særligt bør det bemærkes, at industri, materialer og cykliske forbrugsvarer denne gang også kører med frem. Taberne har været finans, energi og real estate, mens tech er kørt moderat fremad.
Bemærk, at de mest hypede finansielle aktiver, Nvidia og bitcoin, holder sig tæt på den bund, de nåede for et par uger siden. Det illustrerer meget godt investorernes nye afmålte realisme. De jagter ikke længere de allermest risikofulde aktier, men går nu mere efter substans og rimelige værdiansættelser.
På vores hjemmebane har det også udløst plusser til en stribe aktier, som ellers har ligget underdrejet, og som vil blive begunstiget af et økonomisk opsving.
Den store kursstigning i denne uge på 16 pct. i porebetonproducenten H+H International bør have en ekstra kommentar med på vejen. Aktien er især blevet løftet af tro på fred i Ukraine, og et efterfølgende genopbygningsboom.
Med de seneste meldinger fra NATO om, at de aldrig vil acceptere, at Ukraine i en fredsaftale skal afstå fra NATO-medlemskab, er en aftale med Putin stendød. Set gennem vores briller virker det som om NATO og de europæiske ledere ikke ønsker en fredsaftale, da de ikke vil se de aktuelle realiteter i øjnene.
Rusland har fremdrift og er ved at erobre hele Ukraine, og det skal stoppes hurtigst muligt. Principper må vige for, hvad der er praktisk muligt – også selvom det selvfølgelig gør ondt at give Putin en ’sejr.’ En afgørende nydannelse i fredsforhandlingerne er, at USA vil give Ukraine en paragraf fem sikkerhedsgaranti på linje med den, der findes mellem NATO-landene. Det burde kunne bane vejen for en fredsløsning.
Andre danske aktier med solid fremgang var blandt andet GN Store Nord, Bang & Olufsen, DFDS, NTG og Nilfisk. Alle industriselskaber, som har ligget underdrejet med meget lave værdiansættelser. Så i et eller andet omfang kan man også sige, at investorerne er ved at vende blikket mod valueaktier – efter at have jagtet de store vækstaktier i flere år.
Det vil uden tvivl være sundt med mere fokus på valueaktier, og det kan give aktiemarkederne et stille og roligt løft de kommende måneder, og så får vi måske alligevel det ventede Julerally.
Morten W. Langer

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






