Efter 3. kvartalsregnskaberne er billedet blevet endnu klarere omkring bankernes performance. Jyske Bank leverer en skuffelse, mens Spar Nord over de seneste måneder har overrasket positivt. Resten af de store og mellemstore danske banker ligger stort set uændret for hele 2024 med et plus på 17-18 pct.
En faldende trend i de store bankaktier siden i sommer er nu afløst af nye kursstigninger til bankerne.
Kursstigningerne er kommet i to bølger:
Først da de korte europæiske renter for nylig begyndte at stige igen i kølvandet på bedre makroøkonomiske nøgletal for europæisk økonomi. Det betyder, at de korte styringsrenter ikke sænkes så meget og så hurtigt som forventet i eftersommeren.
Så kom senest bølgen af opjusteringer fra bankerne, op til 3. kvartalsregnskaberne og også afspejlet i selve regnskabstallene, som viste fortsat meget lave tabshensættelse (ofte som indtægter), nogenlunde stabile nettorenteindtægter og solide kursgevinster på værdipapirer.
Der har været stor forskel i performance på de danske storbankaktier siden årsskiftet. Spar Nord er oppe med hele 27 pct., mens Jyske Bank har leveret mere magre 3 pct.
Den Silkeborg-baserede bank fulgte ellers pænt med resten af bankerne frem til 3. kvartalsregnskabet. Men skuffelsen over de langsigtede finansielle målsætninger samt strategiplanen var udtalt.
Danske Bank, Ringkjøbing Landbobank og Sydbank har leveret ca. samme aktieafkast for året. Ifølge tabellen har Ringkjøbing Landbobank og Danske Bank leveret bedste afkast over de seneste tre måneder, kun overgået af Svenska Handelsbanken, når man tager de nordiske storbanker med. Nordea har for året som helhed leveret et lille minusafkast, men har indhentet lidt af efterslæbet den seneste måned.
På det forventede 2024-overskud er Jyske Bank og Sydbank billigst med en Price/Earnings på ca. seks, mens Ringkjøbing Landbobank formår at fastholde den dobbelte værdiansættelse med en P/E-værdi på 13 på det forventede 2024-overskud.
Målt på kurs/indre værdi, altså aktiekurs i forhold til den bogførte egenkapital per aktie, er Jyske Bank suverænt billigst, bl.a. på grund af en lavere forrentning af egenkapitalen i realkreditforretningen.
Ringkjøbing Landbobank handles til fire gange højere værdiansættelse i forhold til en egenkapitalkrone. Nemlig 2,8 kr., mens Jyske Bank handles under indre værdi til 67 øre. Den højere værdiansættelse betyder, at den Ringkøbing-baserede bank har næsten samme børsværdi som Jyske Bank, selvom Jyske Bank er mange gange større.
En af de store jokere de kommende kvartaler bliver udviklingen i bankernes tabshensættelser. Umiddelbart er billedet positivt, dels fordi de fleste banker har store akkumulerede tabshensættelser, de såkaldte korrektivkonti, som er en finansielle buffer til dårlige tider. Og dels ser det ud til, at de danske husholdninger holder rigtig godt privatøkonomisk stand på trods af vigende forbrugertillid.
Beskæftigelsen er fortsat tårnhøj trods svagt vigende beskæftigelse, og lønningerne er steget. Men erhvervslivet viser fortsat svaghed, senest med skuffende data for industriens omsætning i september. Hvis noget skal vælte læsset for bankerne, bliver det antageligt herfra.
Morten W. Langer