Zealand Pharmas aktiekurs brød i denne uge op gennem modstandslinjen ved kurs 515 i fjerde forsøg. Gennembruddet blev hjulpet på vej af shorthandlerne, som reducerede deres shortposition i aktien med 1,07 procentpoint.
Det er en usædvanligt stor reduktion, og tilbagekøb af så mange aktier er et klart signal om, at shorthandlerne vil ud af Zealand Pharma. Og helst hurtigt.
Det er et vigtigt signal for de investorer, som i modsætning til shorthandlerne jagter kursstigninger.
Trods det store udsalg er Zealand Pharma stadig den 4. mest shortede aktie med en shortandel på 4,49 pct. Der er imidlertid så lille afstand til forfølgerne Ambu (4,34 pct.), Netcompany (4,31 pct.) og Matas (4,02 pct.), at Zealand Pharma allerede i næste uge kan være faldet betydeligt længere ned i tabellen.
GN Store Nord topper listen med en næsten uændret shortandel på 9,16 pct.
Største stigning stod Bavarian Nordic for med en forøgelse af shortandelen på 0,84 procentpoint. Det rækker imidlertid kun til en 18. plads på shorttabellen, så det er endnu for tidligt at udpege Bavarian til nyt mål for shorthandlerne.
Bruno Japp

Sådan læses tabellen: De professionelle investorer skal indmelde deres shortpositioner over 0,2 % af selskabets aktiekapital til Finanstilsynet. Jo større shortposition, jo større er troen for aktiekursfald blandt typisk udenlandske shortfonde.
”Ændring (procentpoint)” viser den seneste uges ændring i fondenes shortpositioner. Fald i shortposition indikerer, at fondene under ét tilbagekøber aktier for at afdække deres positioner. Deres tro på kursfald er altså vigende. Øgning af shortpositioner viser, at fondene sælger lånte aktier for at øge deres position, og dermed øger deres spekulation i kursfald. Store shortpositioner kan udløse et såkaldt short squeeze med markante kursstigninger, hvis der kommer positive nyheder fra selskabet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






