Overraskende sportslig nedtur for AaB kan koste mange millioner kroner i 2017 pga. mistet mesterskabsslutspil.
AaB har haft et skuffende efterår i Superligaen, og det kan ses på selskabets aktiekurs. Den foreløbige bund blev nået den 11. november i kurs 0,243, og det var 16% lavere end den 1. september efter 7. runde af Superligaen. På det tidspunkt var AaB ubesejret med 15 point ud af 21 mulige.
Men så gik det galt. AaB tabte fem af de næste seks kampe, og p.t. er klubben sunket ned i den nederste halvdel af Superligaen. Det er en overraskende udvikling, som betyder at AaB med kun 8 kampe tilbage af den indledende del af Superligaen ligger 4 point efter den 6. plads, som giver adgang til mesterskabsslutspillet. Samtidig har AaB spillet en kamp mere end nr. 6 og har en dårligere målscore, som er afgørende i tilfælde af pointlighed. Strukturen i Superligaen er ændret i denne sæson, så den afsluttes med et mesterskabsslutspil mellem de seks bedste klubber efter 26 kampe. De resterende otte klubber skal spille nedrykningspil efter en kompliceret model, som næppe ret mange almindelige mennesker forstår.
Konsekvensen af den nye model bliver ganske givet, at opmærksomheden fra både medier og fans vil være næsten 100% fokuseret på mesterskabskampene, mens de resterende kampe bliver noget sekundært.
Ud fra en økonomisk vinkel bliver det særdeles attraktivt for de seks bedste klubber, men prisen betales af de klubber, som ender udenfor Top 6. Sådan som det ser ud til at blive tilfældet for AaB. AaB aflægger ikke 3. kvartalsregnskab, men oplyser blot, at man i 3. kvartal har haft et underskud på 1,1 mio. kr. i overensstemmelse med forventningerne. Man fastholder forventningerne om et overskud for 2016 i niveauet 5-10 mio. kr. Overskuddet sikres af transferindtægter på 12,5 mio. kr. På kort sigt forventer vi, at AaB lever op til de økonomiske forventninger i 2016. Men det sportsligt ringe efterår kan få stor betydning for økonomien i 2017. Hvis AaB ender udenfor Top 6, vil vi i det kommende årsregnskab fra AaB se et budget for 2017 med lave indtægter fra tilskuere, sponsorer og TV i 1. halvår, ligesom der ikke bliver indtægter fra internationale turneringer.
Eftersom AaB er midt i en plan med strategiske investeringer i kommerciel udvikling, faciliteter og spillere betyder det, at man for 2017 højst sandsynligt vil blive nødt til at budgettere med et underskud i størrelsesordenen 10 mio. kr.
Det har klubben råd til, men det lægger ikke op til en kursstigning indenfor den nærmeste fremtid.
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 0,25 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 0,20-0,25
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her