Tivoli opretter nu et Tivoliakademi, som skal benytte de erfaringer og kundskaber, som Tivoli har udviklet i mere end 100 år. Kunderne er bl.a. Københavns Kommune, som sender 1500 medarbejdere på servicekursus.
Tivoli i København har eksisteret siden 1843, og selvom traditioner er en del af Tivolis styrke, så er evnen til at tilpasse sig en forudsætning for at overleve i længden. Et eksempel på denne evne er oprettelsen af et Tivoliakademi med undervisning i service og Customer Experience Management (CEM).
Tivoli tilbyder oplevelser, og det er ikke bare suset i maven i en rutsjebane eller det gode måltid i en restaurant. En succesfuld oplevelse er opfyldelse af et behov, og her mener Tivoli, at man med 175 års erfaring har et ganske solidt fundament, som man gerne vil give andre del i. Mod betaling, naturligvis. Tivoliakademiet tilbyder et 8 timers endagskursus med titlen Masterclass i CEM til 4700 kr. ekskl. moms. 60 virksomheder har tilmeldt sig et ”Gå-hjem-møde” om Tivoliakademiet på tirsdag, og torsdag den 2. marts holdes endnu et møde .
Opgør med maskintænkning
Tivoliakademiet tjener to formål: For det første er det en del af Tivolis ønske om at udvikle nye forretningsområder, og for det andet er det en del af et større projekt omkring udvikling af gæsters og kunders loyalitet i Danmark.
Et spændende udgangspunkt for Tivoliakademiet er Tivolis strategi med manglen på konkrete manualer og faste formuleringer. I stedet forventer man, at medarbejdere og kolleger selv finder frem til de rette løsninger. Som eksempel på et værktøj til bedre service fortælles om ”3 meter reglen”, hvor medarbejderne skal fungere som direktør i en radius af 3 meter i Tivoli.
Med udgangspunkt i fire konkrete situationer: Værtskab overfor gæsten, Løs gæstens problemer, Hold Haven ren og Vær den bedste kollega, skal den enkelte medarbejder selv beslutte, hvordan opgaven løses. Man kan altså ikke slå op i en regelbog, som vokser sig større og større i et forgæves forsøg på at omfatte alle dagligdagens konkrete situationer. I stedet er man nødt til at tage et ansvar og tænke selv. Den vinkel er helt ude af trit med tidsånden, og tak for det.
Den såkaldte DJØF’ifisering med en næsten religiøs tro på, at alt kan klares med dokumentation, rapporter, indberetninger osv. møder i dag stadig større modstand. Og ikke blot fra offentligt ansatte som eksempelvis børnehavepædagoger, skolelæ-rere og SOSU-assistenter, som oplever at det menneskelige element i deres arbejde ofres til fordel for papirnusseri.
Også private virksomheder stiller spørgsmålstegn ved, om tidsånden (ofte knyttet til Thorning-Corydon i den tidligere socialdemokratiske regering) er en økonomisk levedygtig model i et moderne samfund. En tilbagevenden til Frederic Taylors model for samlebåndsproduktion af Ford T biler er næppe en holdbar overlevelsesstrategi for moderne virksomheder i dagens Danmark. Heller ikke selvom man pakker den ind i et moderne navn, og sælger den som Scientific Management. Det kan Tivolis model med fokus på kundernes behov, og med ansvar og selvstændig tænkning tilpasset situationen og opgaven, meget vel vise sig at være.
Grundtanken minder om Anders Dams opgør med Jyske Banks hierarkiske struktur for mange år siden. Han gennemførte en model, hvor medarbejderne blev tildelt beslutningskompetence på et afgrænset område tilpasset deres niveau. I stedet for at spilde tre højere ledelsesniveauers tid med beslutninger om småting, fordi ingen på et lavere niveau måtte/turde beslutte noget selv.
Aftale med Københavns Kommune
Tivoliakademiet har indgået en aftale med Københavns Kommune om, at knap 1500 af kommunens medarbejdere inden udgangen af 2017 skal have gennemført servicekurser, så måske kan Tivoliakademiet være et skridt på vejen mod at bringe det menneskelige fokus tilbage til den offentlige sektor. Til glæde for både de offentligt ansatte og borgerne. Samt Tivolis bundlinje.
Den forventede effekt på bundlinjen ønsker Tivoli ikke at oplyse til AktieUgebrevet, med henvisning til at man som børsnoteret selskab er underlagt Fondsbørsens regler for kurspåvirkende oplysninger. Men lidt hovedregning fortæller at 90 planlagte kursusdage i 2017 med op til 25 deltagere pr. dag til en pris på 4700 kr/deltager giver en omsætning på lidt over 10 mio. kr.
Herfra skal trækkes omkostninger til afholdelse af arrangementet, ligesom der skal tages hensyn til kursusdage uden fuld besætning samt grupperabatter m.v. Alt taget i betragtning vurderer vi, at en indtjening til Tivoli i 2017 i størrelsesordenen 4-5 mio. kr. er et sandsynligt bud.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her