Vi har længe holdt fast i H+H International i overbevisningen om, at aktien er undervurderet. Det mener vi stadig, og det blev bekræftet af at aktien genvandt styrken efter det kraftige kursfald i forbindelse med Brexit-afstemningen.
Men efter at H+H’s kurs stort set var vendt tilbage til udgangspunktet fra før det overraskende Brexit-resultat, er stigningen gået i stå. Og på det seneste begyndte kursen så at sive nedad igen.
Det skyldes sandsynligvis, at der blandt investorerne er stor usikkerhed omkring hvordan H+H’s fremtidige indtjening vil blive påvirket af den engelske udtræden af EU. Denne usikkerhed forventer vi at H+H vil reducere i det kommende årsregnskab, hvor selskabets forventninger til omsætning og indtjening præsenteres.
Men indtil da bliver det vanskeligt for H+H’s aktiekurs at komme højere op end niveauet 70-75. Vi har ingen interesse i at holde fast på en aktie, hvor downside på kort sigt er væsentligt større end upside, og derfor forlod H+H porteføljen i denne uge. Vi er dog særdeles opsatte på at genkøbe aktien, når den nævnte usikkerhed er ryddet af vejen. H+H’s plads blev overtaget af TK Development, som vi fortalte mere om i AktieUgebrevet nr. 31/2016. Her satte vi kursmålet for TKDV til 9,50-10,50, og konkluderede at udviklingsforretningen i TKDV blev værdiansat til en favorabel P/E på 7-8 for de næste to regnskabsår, mens afviklingsforretningen i praksis blev værdiansat til nul kroner. Siden da er kursen steget, men ved den aktuelle kurs giver det nævnte kursmål stadig et kurspotentiale i intervallet 13-25%.
Vi bemærker også, at mens aktiemarkedet er faldet med 2,6% siden toppen i denne måned blev nået den 5. oktober, så har TKDV’s kurs i samme periode været upåvirket af nedturen med en stigning på 0,6%. Det indikerer en underliggende tiltro til aktien.
Bruno Japp
Hvad er Basisporteføljen?
Basisporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 måneder for sine handler. Porteføljen har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet, og målet er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her