Trifork flytter sit strategiske sigte fra en potentiel gevinst på små udviklingsselskaber til en mere traditionel indtjening på salg af softwareprodukter og service. Det kan sammenlignes med opløsning af en konglomeratstruktur og frigiver betydelige værdier til aktionærerne. Første salg er netop gennemført og udløser et ekstraordinært udbytte på 3 kr. pr. aktie
Trifork har været vanskelig at værdiansætte, da selskabet består af to dele, hvoraf den ene indeholder et betydeligt element af usikkerhed.
Den ene del er den almindelige Trifork-forretning med udvikling og vedligehold af software. Triforks forretningsmodel beskrives udførligt på selskabets hjemmeside, og med halvdelen af indtjeningen fra produkter adskiller Trifork sig fra mange konkurrenter ved at operere på et marked med højere marginer og ofte langsigtede kontrakter.
Mere interessant på kort sigt er den anden del af Triforks forretning, som hedder Trifork Labs. Her har man samlet en gruppe små selskaber, som man enten selv har startet eller er delejer i, og som muligvis vil vise sig at være Triforks adgangsbillet til en vigtig del af fremtiden indenfor den digitale verden. Muligvis, da det er her den store usikkerhed ligger.
Det oplyses i årsregnskabet 2025, at Trifork Labs p.t. består af 24 selskaber fordelt over hele jorden med en samlet omsætning på over 100 mio. euro.
Det er en betydelig omsætning set i forhold til Triforks omsætning i 2025 på 225,6 mio. euro, men eftersom der er tale om udviklingsselskaber, er der ingen garanti for, at selskaberne bliver succesfulde. Det er heller ikke her indtjeningen kommer fra på kort sigt.
Hvis man vil se en nøjagtig oversigt over selskaberne og Triforks ejerandel findes den på næstsidste side i det nye halvårsregnskab. Heraf fremgår, at Triforks ejerandel svinger mellem 5,0 og 49,9 pct.
Kombinationen af en traditionel softwarevirksomhed og en slags Joint Venture virksomhed med mulighed for at finde et guldæg, gør Trifork vanskelig at håndtere for investorerne, da Trifork Labs kan påvirke Trifork betydeligt, hvis et af de små selskaber med en høj Trifork-ejerandel sælges succesfuldt.
Men effekten kan også blive negativ, hvis man må nedskrive værdien af et af selskaberne.
Og hvilken værdi skal man tillægge et selskab i Trifork Labs, som ingen penge tjener, men måske rummer en vigtig nøgle til fremtidens digitale samfund?
Strategisk ændring i koncernstrukturen
De spørgsmål er Trifork i gang med at gøre det lettere at svare på ved at iværksætte en strategisk ændring i koncernstrukturen, hvor en stor del af Trifork Labs bliver solgt.
Trifork satte handling bag ordene midt i juli, hvor man solgte fire selskaber fra Trifork Labs til Verdane for 22,8 mio. euro kontant, og samtidig annoncerede en ekstraordinær dividende på 3 kr. pr. aktie. Verdane er et investeringsselskab med en kapital på over 10 mia. euro.
Salgsprisen oplyses til 2 pct. over den bogførte værdi, hvilket er en vigtig oplysning, da den bekræfter, at Triforks egen værdiansættelse af selskaberne i Trifork Labs er troværdig.
Dermed kan vi tillade os at tro på værdisættelsen af de resterende små selskaber, hvoraf en gruppe selskaber med en bogført værdi på 44 mio. euro tilstræbes solgt i løbet af de næste 24 måneder.
Disse selskaber kan findes som LabsX-selskaber på side 14 i Triforks Investor Presentation i forbindelse med halvårsregnskabet.
Ekstraordinær indtægt på 300-350 mio. kr.
Med andre ord står Trifork altså potentielt til en ekstraordinær indtægt på 300-350 mio. kr. i løbet af de næste to år. Det svarer til ca. 16 kr. pr. Trifork-aktie.
Spørgsmålet er så, om den aktuelle kurs minus 16 kr. står i et rimeligt forhold til indtjeningen i den fortsættende del af Trifork-forretningen? Her ser vi bort fra eventuelle ekstraordinære Earn Out-gevinster fra salget til Verdane.
Hvis vi tager udgangspunkt i investorernes reaktion på Trifork halvårsregnskab i mandags, er svaret et klart nej, da kursen styrtdykkede med 9,5 pct. Dette skete på trods af Triforks organisk vækst på 11 pct. i andet kvartal og en stigning i EBITDA på 21 pct.
Det ville normalt være meget tilfredsstillende resultater, men en del af forklaringen kan ligge i en lidt for optimistisk stemning, siden Trifork satte gang i frasalget i Labs i midten af juli. I ØU Formue 18/2026 satte vi kursmålet for Trifork til 105 på et tidspunkt, hvor kursen var 87,80. Vi lagde altså op til en kursstigning på 20 pct., hvilket umiddelbart lød optimistisk.
Men virkeligheden viste sig at blive endnu mere optimistisk set fra investorernes side. Inden det nævnte kursfald var Triforks aktiekurs 121, og dermed 38 pct. højere end ved vores seneste analyse for blot tre måneder siden. Og 15 pct. højere end vores 12 måneders kursmål.
Vi ser intet i det nye halvårsregnskab, som indikerer, at vores værdiansættelse af Trifork i ØU Formue 18/2026 var forkert. Og det bør bemærkes, at den ikke indeholdt en ekstraordinær gevinst ved et større salg af selskaberne i Trifork Labs.
Vi justerer tværtimod kursmålet en anelse opad fra 105 til 108, og når hertil lægges 16 kr. pr. aktie fra et forventet salg fra Trifork LabsX i løbet af de næste 24 måneder ender vi med et kursmål på 124.
Med andre ord ser vi Trifork som attraktivt prissat ved den aktuelle kurs, hvis man har en tidshorisont på 1-2 år.
Bruno Japp
Konklusion
Aktuel kurs 109,50
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 124,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.


2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her







