Aalborg Håndbold igen på vej mod guld i spil og økonomi

Det professionelle Aalborg Håndbold A/S kom ud af seneste regnskabsår med et resultat før skat på 410.516 kr. i forhold til 70.392 kr. året før. Regnskabet er for nylig (19. august 2019) blevet godkendt på selskabets generalforsamling. Omsætningen (bruttofortjenesten) steg fra 14,1 mio. kr. til 14,8 mio. kr.

Selskabet, der blot har bestået i sin nuværende udformning siden 2011, har håndboldvirksomhed og dermed beslægtet virksomhed som primær aktivitet. Klubben koncentrerer sig udelukkende om herrehåndbold.

Grundlaget for selskabet og dermed klubben blev skabt ad flere omveje med hovedroller til Aalborg KFUM og Vadum, der begge smagte på tophåndbold i 1980’erne og 1990’erne.

Ledelsen forklarer årets udvikling med, at den seneste sæson, der sluttede i foråret, “blev en historisk sæson som vinder af “The Double” – i øvrigt for første gang i klubbens relativt korte historie.” Hvilket gør klubben til den suverænt mest vindende klub i dansk håndbold i de seneste ti år.

Klubbens absolut største udgift finder man på personaleomkostningerne, der steg fra 13,5 mio. kr. til 13,9 mio. kr.

Selskabet noterer sig et overskud på 317.677 kr. i år mod 51.377 året før. Beløbet øger selskabets egenkapital fra 2,9 mio. kr. ved regnskabsårets begyndelse til 3,2 mio. kr. ved afslutningen på regnskabsåret.

Ikke overraskende har klubben i afvigte sæson oplevet en “enorm opbakning med (igen) et tilskuertal på 4.000 i snit til kampene (…) det suverænt højeste tilskuertal i den danske liga i denne sæson, og med udsigt til Champions League kampene bliver dette tal markant højere til den kommende sæson,” forventer ledelsen i sin beretning, hvor de tilføjer, at “vi oplevede desuden en stor fremgang på sponsorsiden, hvor vi rundede over 500 sponsorer, hvilket igen betyder, at økonomien i selskabet fortsat er positiv.”

Selskabets bestyrelse består af Eigild Bødker Christensen (formand), Ulrik Holm Christensen, Jan Larsen, Torben Steffensen, Jan Børglum Nielsen, Karl Henrik Frederiksen og Mark Fjeldal Dalsgaard Nielsen. Direktionsopgaven varetages af Jan Larsen.

Selskabet tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening, og selskabets aktionærer er Mark Fjeldal Dalsgaard Nielsen, Eigil Bødker Christensen og Jan Larsen.

Aalborggensernes herrehåndboldhold er aktuelt (31.10) også placeret på førstepladsen med 15 for point for ni kampe. Og holdets næste kamp (06.11 hjemme mod Ribe-Esbjerg) kan give et vigtigt signal om mesterskabet atter skal lande i Ålborg. Ribe-Esbjerg halser nemlig lige i hælene på Ålborggenserne med 11 point på 2. pladsen. Ribe-Esbjerg har dog spillet en kamp færre end Aalborg.

 

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her