Anvendes statsstøtten på 300 mia. til erhvervslivet rigtigt?

Staten har udskrevet en check på 300 mia. kr. til at understøtte erhvervslivet under COVID-19 krisen. Det er uden tvivl helt nødvendigt at understøtte erhvervslivet i en overgangsperiode.

Men har staten stillet de rigtige krav, og hvad gør man efter støtteperioden udløber den 9. juni, hvor der helt sikkert vil være behov for fortsat hjælp til erhvervslivet? spørger chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.

Som det altid gælder med støtteordninger, er der muligheder for snyd og misbrug. Og det er der også denne gang, big time. Samfundet – og regeringen – har haft brug for at etablere støtteordningerne hurtigt for at holde hånden under de virksomheder, som mister store dele af deres indtjening.

Et samlet støttebeløb på 300 mia.kr. har været nævnt, men det kan blive meget større. Dels fordi der på visse støttekomponenter ikke er sat et loft per virksomhed, og dels fordi der kan blive behov for at forlænge ordningerne efter 9. juni, som er den foreløbige tidsgrænse.

I støtteordningerne er der to store klumper: Lønkompensation på op til 30.000 kr. per måned per ansat, som dækkes ved hjemsendelse af mindst 30 procent af de ansatte eller mere end 50 personer. Dvs. store virksomheder, der hjemsender 500 ansatte, kan få 15 mio. kr. i lønstøtte hver måned, eller 45 mio. kr. på tre måneder.

Den anden store pakke er dækning af ”faste omkostninger”, som ikke inddækkes på grund af lav aktivitet og fald i omsætningen på op til 60 mio. kr. per virksomhed. De faste omkostninger dækker blandt andet husleje, afskrivninger, renteudgifter, el & varme. En mellemstor virksomhed kan altså få op mod 100 mio. kr. i de tre støttemåneder fra de to ordninger.

Ordningernes udformning rejser en stribe spørgsmål:

For det første er der masser af misbrugsmuligheder. CBS’ forskere skønner overfor Økonomisk Ugebrev, at staten kommer til at støtte usunde virksomheder, som alligevel var krakket. Op til 17 procent af det samlede støttebeløb står i risiko for at blive forkert anvendt. Det er 50 mia. kr.

Senest er der dog lappet lidt på dette, da virksomheder, der gav underskud sidste år, kun får halv støtte, altså nedbringes misbrugsskønnet fra 50 til 25 mia. kr. Men efterfølgende bliver der brug for masser af efterkontrol, også selvom støtteansøgningerne er revisorerklærende.

For det andet er støttebeløbene givet helt uden betingelser, selvom det ellers ville være oplagt: Virksomheder, der vælger at modtage offentlig støtte, burde pålægges et loft over toplederlønningerne, herunder udbetaling af bonus og aktieoptioner. I UK har det været foreslået, at topchefens løn maksimalt måtte udgøre ti gange en gennemsnitlig ansats løn.

Man kunne også blot pålægge bestyrelsen at fastfryse lønnen for den øverste ledelse, så det sikres, at de offentlige støttekroner ikke blot går til højere topchefløn, men anvendes til at understøtte virksomhedens udvikling.

At nogen danske virksomheder ikke har særligt syn for rimelighed og fællesskabet synes at fremgå af nogle af de seneste nye optionsordninger i de børsnoterede selskaber. Flere selskaber har udnyttet – man kunne sige misbrugt – de kæmpestore aktiekursfald – til at få nogle lukrative optionsordninger, hvor udnyttelseskursen har været meget lav. Godt for ledelsen, men ikke meget solidaritet med de menige aktionærer.

Eksempler herpå er ALK-Abelló, Genmab og Schouw. I ALK var ledelsen så heldig at få nye optioner til kurs 1372. Før krisen lå aktien i kurs 2000, og efter en bund i 1300 ligger kursen nu i 1666. Det svarer til en hurtig gevinst på 3,2 mio. kr. til ALK’s direktion på under én måned.

For det tredje vil det være oplagt at pålægge støttevirksomheder nogle øgede oplysningskrav om betaling af selskabsskatter, om betalinger i Danmark og andre steder, herunder brug af skattelyselskaber. Der kunne også stilles andre ESG-krav til disse virksomheder, eksempelvis åbenhed om toplederlønninger for unoterede selskaber.

For det fjerde vil det helt sikkert snart dukke op på den politiske dagsorden om støtteordningerne skal forlænges. Måske ikke lige for juli, hvor der alligevel er sommerferie. Men for juni, august og september, fordi samfundet kun langsomt vil blive åbnet. Blandt internationale finanshuse er en markant stigende tro på, at vi ikke er tilbage i normalen før inde i 2022. Og så længe giver det ikke mening at statsstøtte hele det danske erhvervsliv.

Her kan det blive en vigtig overvejelse at målrette bistanden mod samfundsbærende virksomheder, og den kan eksempelvis gives som lån eller i form af statslige aktiekøb. Se blot den amerikanske centralbank, der allerede – indirekte – er i fuld gang med at opkøbe virksomheder for gigantiske milliardbeløb.