Kære læser
CEO’er og bestyrelser bør undlade at indrette investeringsplaner og kapitalstruktur efter en forventning om, at rentemiljøet vender tilbage til tiden før inflationen. Prisen på kapital er blevet strukturelt højere. Det stiller nye krav til investeringer, likviditet og gæld – og til bestyrelsens kontrol med kapitalallokeringen.
I halvandet årti kunne virksomheder vænne sig til, at kapital var næsten ubegrænset og billig. Det gjorde det muligt at finansiere opkøb og investeringer med lave afkastkrav, forlænge gælden billigt og acceptere projekter, hvor de positive cash flows lå langt ude i fremtiden.
KPMG skriver i sin oktober analyse The Great Repricing of Capital, at de lave renter efter finanskrisen i stigende grad bør betragtes som en undtagelse. Højere neutrale renter, stigende risikopræmier på lange obligationer og en enorm mængde ny offentlig og privat gæld betyder, at kapitalen bliver både dyrere og mindre tilgængelig.
EY når frem til samme konklusion. Den langsigtede risikopræmie er ifølge EY steget omkring ét procentpoint siden september 2024. Samtidig skal kapitalmarkederne finansiere større offentlige underskud, forsvar, energiinfrastruktur, reshoring og enorme AI-investeringer.
De fem største amerikanske hyperscalere ventes alene at investere op mod 800 mia. dollar i år. Det betyder i praksis, at virksomhederne konkurrerer hårdere med både stater og andre virksomheder om kapitalen.
Den første konsekvens for bestyrelserne bør være at genbesøge investeringskalkulerne. Et projekt, der var attraktivt ved en kapitalomkostning på 5-6 pct., er ikke nødvendigvis attraktivt ved 8-9 pct. EY anbefaler direkte virksomhederne at opdatere deres antagelser om kapitalomkostninger og stressteste deres hurdle rates.
KPMG peger tilsvarende på, at investeringer, som tidligere klarede virksomhedens afkastkrav, ikke nødvendigvis gør det længere.
Bestyrelsen bør derfor spørge til langt mere end forventet omsætningsvækst. Hvor hurtigt kommer pengene tilbage? Hvor robuste er cashflows i et lavvækstscenarie? Og hvor meget af projektets værdi forsvinder, hvis finansieringsomkostningen stiger yderligere?
Det gælder også opkøb. Når gælden bliver dyrere, kan en køber bære mindre gearing og dermed betale mindre. Det kan presse værdiansættelserne og gøre de gamle regnestykker bag M&A-planerne urealistiske.
Den anden ændring vedrører likviditet: I årene med næsten gratis kapital kunne en meget effektiv balance med begrænset likviditetsbuffer belønnes. Nu bør CEO og bestyrelse i højere grad se overskydende likviditet som en forsikring. EY anbefaler større opmærksomhed på likviditetsbufferen, mens KPMG især advarer virksomheder med store refinansieringsbehov og svage cashflows.
Refinansiering bliver afgørende
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, om virksomheden kan betale sin gæld i dag, men hvornår den skal refinansieres og til hvilken pris. Se eksempelvis i denne uge analysen af Netcompany, som blandt andet straffes for en stor stigning i arbejdskapitalen.
Bestyrelser bør have et præcist overblik over gældens løbetid flere år frem, hvor stor en del, der er fast eller variabelt forrentet, og hvad en refinansiering til markant højere renter vil gøre ved resultat, cash flow og covenants.
Det betyder naturligvis ikke, at virksomhederne skal stoppe med at investere. Tværtimod fremhæver EY, at investeringer med dokumentérbare produktivitetsgevinster, stærke cash flows og højt afkast på den investerede kapital fortsat bør være attraktive.
Men pengene bør flyttes fra de projekter, der kun så attraktive ud på grund af billig finansiering, til investeringer, der kan løfte produktivitet og indtjening. Det kan paradoksalt nok gøre investeringer i automatisering og AI mere attraktive, mens langsigtede vækstprojekter med usikker indtjening og investeringer baseret på fortsat billig gæld bliver sværere at forsvare.
Bestyrelser bør derfor indrette virksomheden efter, at kapital igen er en knap ressource. Det kræver mere likviditet, stærkere cash flows, hårdere prioritering af investeringerne og langt større opmærksomhed på gældens løbetid.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser














