Europas nedtur forstærkes: USA’s produktivitet buldrer derudad

Kære læser

Nogen nyhed er det ikke, at europæisk økonomi og erhvervsliv halter langt efter USA. Det nye er, at flere globale finanshuse de seneste uger har påpeget, at skævheden det seneste år er blevet yderligere forstærket. Vi gennemgår her analyser fra flere store finanshuse, som påpeger, hvor det går galt, og hvad europæiske ledere kan gøre for at stoppe nedsmeltningen.

Europas økonomiske problem er ikke først og fremmest mangel på beskæftigelse, men mangel på produktivitetskraft. Det afgørende skel mellem USA og Eurozonen er, at amerikanerne i stigende grad får mere produktion ud af hver arbejdstime, mens Europa står næsten stille.

Finanshuset ING skriver det direkte: “The productivity gap between the US and the eurozone is widening.” Kerneproblemet er ikke en kortvarig konjunkturforskel, men en strukturel svækkelse, hvor Europas vækstpotentiale gradvist udhules.

Udgangspunktet er markant: I 1995 var produktionen pr. arbejdstime, opgjort i købekraftskorrigerede dollar, stort set ens på begge sider af Atlanten. I 2019 var eurozonen allerede 18 pct. efter USA, og siden er afstanden blevet endnu større.

Det skyldes især, at amerikansk produktivitet efter pandemien er accelereret, mens eurozonens produktivitet mod slutningen af 2025 faldt tydeligt i forhold til sin før-pandemiske trend. Den amerikanske produktivitetskurve løfter sig kraftigt, mens eurozonens kurve flader ud.

Skal man være lidt hård, er konklusionen, at EU’s indre marked hidtil har været en gigantisk fiasko. Vi bliver fattigere, ikke rigere.

1) Det første store forklaringsspor er, at USA’s produktivitetsfremgang er bredere funderet. især inden for landbrug, ejendom samt informations- og kommunikationstjenester. I eurozonen er udviklingen derimod svagere og i nogle sektorer endda negativ.

Et vigtigt budskab er altså, at nok har USA stærke teknologisektorer, men effektivitetsgevinsterne spreder sig også bredere ud i økonomien. Hvor de tre hurtigst voksende sektorer før pandemien stod for omkring 90 pct. af produktivitetsvæksten i både USA og eurozonen, er andelen i USA siden faldet til ca. 64 pct. Det peger på, at flere sektorer nu bidrager til fremgangen.

2) Den anden forklaring er Europas sektorproblem. Arbejdskraften i eurozonen flytter i stigende grad mod offentlig administration, uddannelse og sundhed, hvor produktivitetsvæksten strukturelt er lavere, mens industrien mister beskæftigelsesandel.

ING kobler dette til Baumols omkostningssyge: Når produktiviteten stiger hurtigere i nogle dele af økonomien end i andre, flytter arbejdskraft og efterspørgsel ofte mod langsommere voksende servicesektorer, hvilket mekanisk trækker den samlede produktivitetsvækst ned. Det er en særlig udfordring i aldrende samfund, hvor sundhed og pleje uundgåeligt fylder mere.

3) Den tredje forklaring er kapital og teknologi. Bank of America-analysen fremhæver, at amerikanske arbejdere i gennemsnit skaber omkring 170.000 dollar i årlig produktion mod 120.000 dollar i euroområdet. Forklaringen er ifølge analysen, at amerikanske virksomheder og medarbejdere har “more capital, more cutting-edge technology, more research & development funding, more labor market flexibility, and more abundant and cheaper energy.”

Diagnosen er altså, at Europa ikke nødvendigvis har ”dårligere” arbejdskraft, men arbejdskraften er mindre veludrus­tet med kapital, teknologi, energi og fleksible rammer.

4) Den fjerde forklaring er USA’s økonomiske økosystem. Bank of America peger på fire styrker: produktivitet, diversifikation, velstand og entreprenør-DNA. USA har siden 2020 øget sit nominelle BNP med 9.200 mia. dollar mod EU’s 5.400 mia. dollar, og USA’s andel af verdensøkonomien er steget fra 24,3 pct. i 2019 til 26 pct. i 2025.

Samtidig udgør amerikanske forbrugere over 30 pct. af globalt forbrug. Den store hjemmemarkedsstyrke giver USA en efterspørgselsmotor, som Europa ikke kan matche.

USA’s økonomi er heller ikke afhængig af én enkelt sektor. Analysen fremhæver teknologi, finans, energi, forsvar, kapitalgoder, landbrug, underholdning, transport og sundhed. Det gør USA mere robust, fordi flere motorer kan tage over, når én sektor rammes.

Europa er derimod mere sårbar over for energi- og industrichok, og den seneste PMI-måling fra S&P Global viser, at selv når industrien ser bedre ud på overfladen, kan det dække over en mere skrøbelig virkelighed.

Årsagen til den positive score er, at produktion og ordreindgang i høj grad løftes af lageropbygning og fremrykkede indkøb på grund af frygt for prisstigninger, forsyningsmangel og geopolitisk uro. Det er altså ikke en sund investeringsdrevet vækst, men defensiv hamstring.

PMI-rapporten viser samtidig Europas klassiske dilemma: lav vækstkraft kombineret med nye inflationspres. Inputprisinflationen nåede det højeste niveau i 46 måneder, outputpriser steg hurtigst siden januar 2023, og virksomhedernes forventninger til fremtidig produktion faldt til det laveste niveau siden november 2024.

5) Den femte og vigtigste forskel er AI. ING vurderer, at AI kan løfte produktiviteten, men at Europa halter betydeligt efter USA og Kina på udvikling, hosting og investeringer i AI-modeller. OECD-data i ING-analysen viser, at amerikanske AI-startupinvesteringer i 2025 var omkring 11 gange større end i EU.

Analysen understreger også, at omkring 40 pct. af AI’s samlede produktivitetseffekt knytter sig til selve udviklingen af AI i ICT-sektoren. Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at Europa blot importerer AI-værktøjer; uden egne modeller, virksomheder og datacentre mister Europa både værditilvækst, kompetencer og strategisk kontrol.

En aktuel gennemgang af amerikansk BNP i første kvartal 2026, illustrerer, hvor kraftig AI-effekten allerede er i USA. Realt voksede BNP 2,0 pct. annualiseret, men den afgørende drivkraft var investeringer: Særligt software, intellektuelle rettigheder og informationsbehandlingsudstyr – herunder datacentre – trak væksten.

AI-relaterede investeringer bidrog med lidt over 1,5 procentpoint af en samlet BNP-vækst på 2,0 pct., altså omkring 75 pct. af væksten i kvartalet. USA kanaliserer enorme kapitalmængder ind i datacentre, software og AI-infrastruktur, mens Europa fortsat befinder sig tidligere i investeringscyklussen. Hvad skal europæiske ledere gøre?

For det første skal produktivitet gøres til øverste politiske mål — ikke blot beskæftigelse, underskud eller grøn regulering. Europa skal måle reformer på, om de øger produktion pr. arbejdstime. Det kræver mere kapital pr. medarbejder, hurtigere digitalisering, mindre administrativ byrde og større skala i kapitalmarkederne.

For det andet skal Europa føre en egentlig AI-industripolitik. Det betyder ikke kun støtteordninger, men massiv mobilisering af privat og offentlig kapital til datacentre, cloud, halvlederkapacitet, energiforsyning, AI-modeller og anvendelse i virksomheder.

For det tredje skal Europa øge produktiviteten i de sektorer, der vokser mest af demografiske årsager: sundhed, pleje, uddannelse og offentlig administration. Det er her, Baumol-problemet skal angribes. ING nævner selv e-government og AI i sundhed som oplagte områder.

For det fjerde skal arbejdsmarkeder og kapitalmarkeder gøres mere dynamiske. Bank of America fremhæver USA’s tolerance for fiasko som en central styrke: “It’s okay to fail in America.” Europa skal gøre det lettere at starte, skalere, sælge, lukke og genstarte virksomheder.

For det femte skal Europa sikre billigere og mere stabil energi. Bank of America nævner billigere og rigeligere energi som en af årsagerne til USA’s produktivitetsforspring. S&P’s PMI viser samtidig, hvordan energichok og forsyningsuro hurtigt slår over i højere inputpriser, lageropbygning og svagere forventninger.

Læs også temaspecialist Morten Springborgs analyse i søndagens udgave af ØU Finans, som er starten på en artikelserie om fremtidens danske energipolitik, og en sønderlemmende kritik af den aktuelle energipolitik.

Den overordnede konklusion er, at Europa ikke nødvendigvis er dømt til fortsat stagnation, men kontinentets nuværende kurs er uholdbar og uden tilstrækkeligt stærkt lederskab. USA vinder, fordi økonomien kombinerer kapital, teknologi, energi, risikovillighed, stor hjemmemarkedskraft og hurtig omstilling.

Europa taber terræn, fordi produktivitetsvæksten er for smal, investeringerne for lave, AI-økosystemet for svagt, og arbejdskraften flytter mod sektorer med lav effektiviseringshastighed. Skal dødvandet brydes, må europæiske ledere skifte fra defensiv krisestyring til offensiv produktivitetspolitik. Ellers bliver afstanden til USA ikke midlertidig, men permanent.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør