”Den største trussel for Mærsk er Mærsk selv”. Hvis ikke Mærsk selv formår effektivt at digitalisere sin forretning, så den er lige så nem for kunderne at gå til som en almindelig netbank, risikerer man at miste hele eller dele af forretningen til fx digitale virksomheder som Amazon eller Alibaba.
Mærsk er i gang med en gennemgribende digitalisering af hele det gamle rederis forretning. Man har erkendt, at alt hvad der kan digitaliseres, vil blive digitaliseret. I modsætning til tidligere forventer kunderne digitale løsninger, understreger Jakob Stausholm, Chief Finance, Strategy and Transformation Office i A.P. Møller – Mærsk.
ØU: Under præsentationen på Mærsks kapitalmarkedsdag talte jeres CEO om, at kunderne skal kunne betjene sig på Mærsks hjemmeside som på en netbank. Hvordan vil I leve op til den ambition? JS: ”Skulle man i gamle dage bestille en flyrejse, gik man ind i et rejsebureau. Flybilletten fik man fysisk i hånden. Og man fik røde fingre af det blæk, den var trykt med. I dag går du bare ind på en webside for at bestille din rejse. En container er lidt mere kompliceret, fordi der er en række fysiske forhold, der skal være på plads. Den tomme container skal leveres. Bagefter skal den transporteres ned på havnen. Mange ting skal foregå manuelt, men selve kerneprocesserne med at få en pris og booke transporten kan sagtens foregå digitalt,” siger Jakob Stausholm.
Læs også: Artikelserie om digital transformation
I har meldt ud, at I vil gå fra, at det i 2014 tog mere end to timer at foretage en container booking til at nedbringe det til to minutter i løbet af i år. Hvordan skal det foregå? ”Vi skal koble en række IT-systemer sammen med den fysiske verden. Og der er mit foregående eksempel en god illustration. Hvis vi har en kunde, der vil have flyttet en container fra midten af Kina til Tyskland, skal vi ikke bare være sikre på, at der er plads på skibet, men også at vi har en tom container, der kan blive leveret på det rigtige tidspunkt i Kina. Selvfølgelig lyder to minutter af meget. Men det er en kompliceret fysisk proces, som vi skal styre digitalt.”
Presset for at digitalisere kommer vel også fra, at virksomheder som kinesiske Alibaba og amerikanske Amazon potentielt kan disrupte jeres marked?
”Potentielt er de selvfølgelig en trussel. Men de kan samtidigt også være samarbejdspartnere. Vi er i gang med at lave et pilotprojekt sammen med Alibaba i Kina, hvor de skal sælge vores serviceydelser på det kinesiske marked. Hvis ikke vi forstår at omstille os, kan du jo se, at en virksomhed som Amazon forstår at omstille sig og gribe nye områder. Men den største trussel for Mærsk er Mærsk selv, hvis vi ikke formår at omstille os til fremtiden.”
Hvordan kan en ren digital virksomhed som Amazon.com udgøre en trussel for jeres forretning? ”Nu har vi en kompleks relation i den henseende, at Amazon også er vores kunde. Men det, vi har set Amazon gøre, er at integrere deres værdikæde. Og det er også det, vi gerne vil gøre indenfor vores marked, hvor vi vil tilbyde mere integrerede ydelser indenfor logistik. Hvis du kigger på Amazon, så startede de med at sælge bøger på en webside. Men siden da har de udvidet deres supply chain utroligt meget. Og sidste år så vi dem gå ind i en speditørvirksomhed, hvor de faktisk købte et par fly for at sende deres varer rundt.”
Kræver den digitale omstilling og ambitionen om at tilbyde integrerede ydelser, at Damco – jeres logistikdel – skal være større? ”Jeg tror ikke, at man kan se det på den måde. Det umættede behov, vi oplever, er, at kunderne har behov for en simplere og mere integreret løsning. Her er vi en af de eneste, der har alle dele af værdikæden i vores portefølje. Og derfor er vi i udgangspunktet godt stillet til at kunne levere det. I takt med at vi leverer flere integrerede ydelser, vil det at sejle containere på oceanerne fylde mindre i vores forretning.”
I har indledt et samarbejde med IBM om at udnytte blockchain-teknologien – kendt fra kryptovalutaer – i jeres digitale kommunikation. Er det et af svarene på den udfordring, som fx Amazon repræsenterer? ”I dag er den fysiske transport af varer effektiviseret og ekstremt billig bl.a. med containerne. Så i dag fylder omkostningerne til administrative byrder ofte lige så meget som den fysiske transport. Vi har en række vigtige dokumenter, som fysisk skal sendes for at containerne må flyttes. Problemet har været at finde en sikker teknologi, så vi kunne gøre det digitalt. Og nu mener vi, at blockchain-teknologien er moden nok til at kunne skaleres til at overtage fysiske dokumenters funktion. Indsatsen for at lave en åben platform for dette er egentlig ikke et svar på Amazon. Men det virkeligt interessante er, at i takt med at digitaliseringen stiger, ser du digitale virksomheder bevæge sig over i den fysiske verden, mens industrielle virksomheder går digitalt. Og det bliver spændende at se, hvem der kommer til at vinde denne forandringsproces.” Kan den digitale transformation være en fordel i den konsolidering, man siden 2016 har set tage fart på containermarkedet?
”Det er to forskellige trends, men vi tror, at de hænger sammen. Containermarkedet har altid været fragmenteret. Vi har selv købt Hamburg Süd. Men der, hvor det er interessant, er, at vi både skal kunne levere integrerede ydelser med digitale produkter, og have et stort nok fysisk netværk for at kunne opfylde kundens behov. Og her hjælper det, at knap en ud af hver fem containere i verden håndteres af Mærsk.
Peder Bjerge
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.