Artikelserie: Den meningsfulde Virksomhed. Erhvervsledere skal gøre de filosofiske, psykologiske og sociologiske opråb til mere end blot indslag på inspirationsseminarer. Det er nødvendigt i et teknologifikseret erhvervsliv, hvor stadig flere menneskehjerner og kroppe brænder sammen med stress. Vi skal stille de samme krav om mening til vores arbejdsliv, som vi gør til vores privatliv, skriver foredragsholder, iværksætter og stifter af ”Listen Louder” Jonathan Løw i denne kommentar.
Kommentar: Inden for erhvervslivet hyrer vi ofte psykologer, sociologer og filosoffer, når vi skal have et inspirationsforedrag og vil blive klogere på fremtiden og os selv. ’Humanioraens entertainere’ kommer ind i forbindelse med et inspirationsseminar og er ude af døren nogle timer senere. Herefter kan ledelsen konstatere, at medarbejderne føler sig opløftede og inspirerede. Alt er godt.
Alt er imidlertid ikke godt. Efter nogle uger er vi tilbage i en hverdag præget af drift og vækst som de primære agendasættere. Virksomheden kører videre på en fortælling om, at man er sat i verden for at maksimere profitten til shareholders. Selvfølgelig på en forandringsparat og bæredygtig måde, hvor man som ledelse og direktion også inkluderer sine stakeholders. Bevares. Det er jo det nye sort i disse år.
Misforstå mig ikke. Som serieiværksætter er jeg stor tilhænger af både innovation, ny teknologi og i det hele taget bæredygtig værdiskabelse. Jeg er ikke en ræverød hippie eller modstander af kapitalismen. Men jeg køber heller ikke ind på en fortælling om, at virksomheder blot skal skabe nytte og tjene penge. Det er en del af, hvordan firmaer kan bidrage til fremtidens verden og virkelighed. Men erhvervslivet skal kunne mere end det. Nytte er ikke nok.
Jeg er ikke en ræverød hippie eller modstander af kapitalismen. Men jeg køber heller ikke ind på en fortælling om, at virksomheder blot skal skabe nytte og tjene penge.
Lige nu befinder vi os i en udvikling, som vi først så småt er ved at forstå. Vi begriber som bekendt verden igennem sproget, ligesom vi skaber verden og virkeligheden med vores sprog. Derfor giver det god mening, at ord som iværksætteri, disruption, 3d print osv. fylder stadigt mere. Nogle affejer dem som buzzwords skabt af smarte konsulenter, men i virkeligheden er de blot udtryk for et ønske om at kunne beskrive og begribe, hvad der foregår i et hektisk tempo omkring os.
Teknologierne er i sig selv spændende og rummer kæmpe muligheder – både på den menneskelige og økonomiske bundlinje. Nøglen ligger naturligvis ikke i de disruptive teknologier i sig selv, men den måde hvorpå vi vælger at implementere dem. Og denne implementering vil for langt størstedelen finde sted i det private erhvervsliv i fremtiden.
Eftersom både udviklingen, integrationen og implementeringen af teknologier finder sted dér, så skal vi også genskrive fortællingen og forståelsen omkring ’erhvervslivet’. Med de store muligheder, men også det store ansvar, må erhvervslivet også skulle blive et spørgsmål om filosofi og sociologi. Hvad er meningen med virksomhederne? Hvad er meningen med at blive iværksætter? Hvorfor i det hele taget implementere og digitalisere forretninger og de nye muligheder? Hvad vil vi med vores liv, og hvordan spiller erhvervsLIVET ind her? Som ledere er vi nødt til at begynde at stille sådanne filosofiske, psykologiske og sociologiske spørgsmål til os selv, vores kolleger og vores virksomheder.
Vi ved ikke præcis, hvornår og hvordan de nye disruptive teknologier kommer til at slå igennem, men vi ved, at vores gammeldags hjerner har svært ved at følge med. Vi bliver stressede, angste og deprimerede. Vi brænder ud. Det er et udtryk for en manglende evne til at kunne følge med, men det viser også og endnu mere væsentligt, at vi føler os koblet af verden.
Vi skal også som erhvervsfolk spørge os selv om, hvad et godt liv og et godt samfund vil sige? Det handler om at finde en ny balance imellem ’erhverv’ og ’liv’, og så handler det først og fremmest om, at vi overhovedet skal få gang i denne debat – ikke mindst inden for erhvervslivet.
Det er bedrøveligt, at en psykolog som Svend Brinkmann er på manges læber, men at hans budskab forbliver ét, der diskuteres til foredragsarrangementer, på aftenskoler, på studier osv., mens det indenfor erhvervslivet mere eller mindre er blevet forbigået i tavshed.
Mit opråb ”indefra” er derfor klart: Filosofi, sociologi og psykologi må ikke være humanistiske discipliner, som vi inddrager til et inspirationsseminar eller en tema-workshop. Man kan ikke skille erhverv og liv ad. Især ikke i en periode hvor udviklingen accelererer på en måde, der helt grundlæggende udfordrer vores evne til at være mennesker og indgå i denne verden. Erhvervslivets ledere skal træde i filosoferende og eksistentiel karakter, og det skal de gøre nu.
