Med Emmanuel Macron som fransk præsident kan erhvervslivets ledere nu lade sig inspirere af en ditto politisk, hvis karriere og historik vidner om et markant fokus på inkluderende og bæredygtig vækst samt en pluralistisk tilgang inspireret af en verdenskendt og moderne filosof.
Etablering af nye former for partnerskaber mellem forskellige aktører, med ofte meget forskellige mål og præferencer, bliver ofte udråbt som en afgørende brik, hvis verdenssamfundet skal i mål med FN’s formulerede 17 verdensmål eller reducerer CO2-emissioner i henhold til Parisaftalen fra december 2015.
Den nyvalgte franske præsident Macron arbejdede i sine tidligere år som assistent for den franske filosof og hermeneutiker Paul Ricoeur (1913-2005), hvis såkaldte ’metodiske pluralisme’ netop kan betegnes som en inkluderende tilgang til indgåelse af bæredygtige partnerskaber, der af mange erhvervsledere udråbes som den farbare vej, når forretning og bæredygtighed skal gå hånd i hånd.
Mere håndfast arbejdede Macron i 2007 i en vækstkommission med den franske økonom og sociolog Jacques Attali, rådgiver for både præsident François Mitterand og Nicolas Sarkozy. Bæredygtig og inkluderende økonomi er udtalte mærkesager for Jacques Attali.
Han stiftede et par år efter samarbejdet med Macron det internationale netværk Positive Economy Forum , hvis formål netop er at fremme en generationsinkluderende og bæredygtig økonomisk vækst.
Netværket anbefalede bl.a. den daværende franske regering et indeks, der måler vækst på 29 indikatorer, hvoraf 18 vedrører sociale-, kulturelle-, ledelses- og klimarelaterede indikatorer. Altså en slags ESG-indikatorer gældende for makroøkonomien.
Om det er Marcons samarbejde med filosoffen Paul Ricoeur eller senere bæredygtighedsøkonomen Jacques Attali, der får den danske filosof Peter Kemp i Politiken den 6. maj til at beskrive den nyvalgte franske præsident som ”det stik modsatte af Donald Trump” skal være usagt.
Men beskrivelsen er også i denne sammenhæng rammende i den forstand, at Macrons professionelle historie afslører hang til dialog, inklusion, bæredygtighed og partnerskaber.
Partnerskaber mellem forskellige aktører bygger som hovedregel på et formuleret fælles mål, hvor partnernes forskellige kompetencer og holdninger udfoldes og trækker processen i den besluttede retning.
Professionelle partnerskaber har omvendt svære vilkår, når fastlåste aktører positionerer sig på principielle standpunkter uden mulighed for at acceptere andres synspunkter. En sådan splittende diskurs er ofte set som hele omdrejningspunktet i flere af verdens seneste afgørende politiske begivenheder – herunder præsidentvalgene i både USA og Frankrig.
Derfor er Macrons sejr i Frankrig også bemærkelsesværdig, fordi verden nu har fået en leder, hvis historik viser både konkret erfaring og kendskab til et filosofisk tankesæt, som søger inklusionen frem for konflikten og den taktiske positionering.
I filosofiske undersøgelser betyder det at finde frem til et sandt erkendelsesgrundlag på baggrund af filosofiske og videnskabsteoretiske overvejelser
Årsagen er ikke bare, at Macron er uddannet filosof fra Université Paris Nanterre. Macron var som nævnt tillige i sine studieår assistent for filosof og hermeneutiker Paul Ricoeur. Hermeneutikken handler grundlæggende om evnen til at indgå i dialog med mange forskellige discipliner.
I filosofiske undersøgelser betyder det at finde frem til et sandt erkendelsesgrundlag på baggrund af filosofiske og videnskabsteoretiske overvejelser.
Men hermeneutikken anses også af mange som en arbejdsmetode, hvor idealet er at inkludere alle synspunkter, holdninger og positioner i det udviklende og fremadrettede arbejde – mod at finde frem til mulige fortolkninger og løsninger på udfordringer og problemer.
En metode som i praksis synes velegnet og udtalt til at danne fundamentet for at indfri de 17 verdensmål gennem partnerskaber mellem så forskellige aktører som erhvervsliv, civilsamfund og det politiske system.
Oveni købet er Paul Ricoeurs udgave af hermeneutikken karakteriseret som en ’udvidet filosofisk version’ af tidligere hermeneutikeres udlægning af sagen, fordi Paul Ricoeur benytter sig af en såkaldt ’metodisk pluralisme’, hvor områder som både psykoanalyse, strukturalisme, lingvistik og ideologikritik inddrages på lige fod med de mere tekniske, filosofiske og videnskabsteoretiske discipliner.
Om tankesættet og den metodiske pluralisme også har været grundlaget for Marcons samarbejde i 2007 med Jacques Attali er ikke udtalt. Men faktum er, at bæredygtig og inkluderende økonomi er mærkesager også for Jacques Attali. Fremtiden vil vise om Macrons politik vil, og får mulighed for, at bygge på inklusion og metodisk pluralisme.
