Del artiklen:

Moodys og Fitch Ratings præciserer nu ESG risikofaktorer i kreditvurderinger af børsnoterede selskaber og tilfører flere ressourcer til området. For en række brancher og investorer står det dermed noget mere klart, hvordan langsigtede miljø- og klimarelaterede faktorer påvirker kreditvurderingerne. Ansvarlig håndtering af vandmangel er konkret en kreditvurderingsfaktor for Carlsberg, mens Mærsks olieafvikling kan få positiv betydning for vurderingerne.

De globale kreditvurderingsselskaber har hidtil været nølende omkring inddragelse af risici forbundet til klimaforandringer og sociale aspekter (E og S i ESG begrebet, Red.) Men nu har Moodys og Fitch Rating præciseret deres vurderingsproces efter øget efterspørgsel fra investorerne om bedre forståelse af klima og sociale risici i forbindelse med kreditvurderinger.

I de nye opdateringer fra Fitch Rating og Moodys fokuseres der blandt andet på risici fra ”direkte omkostninger fra ekstreme klimaændringer” “manglende tilpasning til ændrede forbrugerpræferencer”, “ophør eller begrænsninger i regulative tilladelser i forhold til klima”, “begrænsninger i udledning af bi-produkter” og “sikkerhed for langsigtet naturressourceforsyning.”

Det sidste er en væsentlig faktor for bryggeriet Carlsberg i forhold til at sikre ansvarlig håndtering af adgang til vand. ”En af vores ambitioner er at opnå ’nul vandspild’. Her vil vi specielt arbejde med adgang til vand for os og vores omkringliggende samfund. Derfor har vi også industriledende mål inden for vandforbrug og vil arbejde med eksterne partnere for at beskytte vandressourcer i specielt udsatte områder. Dette har vi allerede modtaget positiv feedback på fra investorer og ESG rating-bureauer. Vi mener, at vores ambitiøse målsætninger gør vores forretning stærkere, samtidig med at vi lever op til vores interessenters forventninger til os,” siger Simon Boas Hoffmeyer, direktør i Group Sustainability i Carlsberg.

Hos Mærsk, der efter strategiskiftet fra konglomerat til fokuseret transport- og logistikvirksomhed er sat på observationslisten af både Moodys og S&P, vurderer Head of Treasury and Risk, Jan Kjærvik, at det nye Mærsk – altså uden olieforretningen – kan betyde ændringer i enkelte ESG-indikatorer hos kreditvurderingsselskaberne.

”Separationen af Maersk Oil vil kunne have nogen indflydelse på ESG indikatoren for Mærsk. Dog forventer vi ikke, at det er væsentligt nok til at blive reflekteret i kreditvurderingerne. Men det vil selvfølgelig i sidste ende være op til de enkelte kreditvurderingsbureauer at vurdere,” siger han.

Stigende investorpres for ESG information

Åbenlyse ESG risici har som hovedregel altid været en del af kreditvurderingen. Men de har ikke hidtil været struktureret i kreditvurderingerne, som der nu arbejdes aktivt med. Udviklingen sker i takt med investorernes øgede fokus på klimaforandringer og kraftig stigende AuM i kategorien ansvarlige investeringer.

Danske SparInvest er eneste danske bank – af i alt mere end 100 internationale investorer – som har underskrevet PRIs ”Statement On ESG in Credit Rating”, et initiativ, som netop sigter mod at formalisere ESG-indikatorer i kreditvurderingsprocessen.

”Den oprindelige forpligtelse (i PRI regi, Red.) fra kreditvurderingsbureauer til at integrere ESG-overvejelser i deres vurdering af kreditkvalitet forventes at være en 2-årig proces. Så det er godt, at vi allerede nu får mere præcisering fra nogle af de større kreditvurderingsbureauer om de tilgange, de benytter for at integrere overvejelser om kreditrelevante ESG-spørgsmål,” siger Head of Responsible Investment Nichola Marshall fra Sparinvest.

Det er forventningen om øget regulering, som følge af bl.a. Paris-aftalen, Kinas forstærkede klimaagenda samt de forventede kommende EU-tiltag på baggrund af EU-kommissionens High-Level Expert Group forslag til bæredygtige reformer i den finansielle lovgivning, der bl.a. lægges til grund for de nye præciseringer i relation til klimarisici.

”Som led i vores bestræbelser på at imødegå et voksende markedsbehov har vi for nylig udvidet vores teams og ressourcer dedikeret til ESG analyse og Green Bonds. Udvidelsen understøtter endvidere initiativer for at øge gennemsigtigheden med hensyn til, hvordan vi indarbejder ESG overvejelser i vores vurderinger,” siger Senior Vice President – Environment Social & Governance hos Moody’s, Rahul Ghosh, til Økonomisk Ugebrev.

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her