Økonomisk Ugebrev Ledelses årlige Top 100 Investor Relation Rating tager afsæt i ti konkrete målepunkter, som er objektive og som typisk kan afkodes på selskabernes hjemmesider eller i regnskaber. Målepunkterne er som udgangspunkt de samme fra år til år, så vi kan identificere en tendens i selskabernes rapportering om investor relations.
Vi anerkender, at målepunkterne alene kan være en indikator for den generelle IR kvalitet, og at professionelle investorer og analytikere lægger mest vægt på bredere vurderinger af selskabets arbejde med investor relations, herunder forståelse af strategi, equity story og værdiskabelse, samt topledelsens engagement i denne opgave.
Overordnet er de vigtigste parametre i den virkelige verden ledelsens evne til på investormøder og i regnskaber at redegøre klart for selskabets equity story, strategi, markeder, konkurrenceforhold, finansielle målsætninger og operationelle tiltag for at opfylde disse målsætninger, samt forudsætningerne bag.
[irp posts=”872471″ name=”Top 100 IR Rating: Small Cap slækker på IR kvalitet”]
Ratingen er baseret på gennemgang af de 100 selskabers hjemmesider, udført af Økonomisk Ugebrevs research-afdeling. I det følgende gennemgår vi de anvendte målepunkter og begrundelsen for at anvende dem:
1) Oplyses konsensusestimater på hjemmesiden?
Begrundelse: Stadig flere selskaber indsamler løbende analytikernes estimater for det kommende kvartal og for årsforventninger med henblik på at give investorer og andre interessenter et billede af, hvordan markedet vurderer udsigterne for selskabets økonomiske performance. Estimaterne er ikke mindst interessante, når og hvis de afviger meget fra ledelsens egne udmeldte forventninger til det igangværende regnskabsår.
2) Findes oversigt over aktieanalytikere, der følger virksomheden? Begrundelse: For selskabets aktionærer er det af flere grunde relevant viden, om selskabet følges af analytikere. Ofte betyder det, at også professionelle investorer er aktive i aktien, og at aktien lever op til et minimumsmål for omsætning. Typisk vil ledelsens dialog med analytikere give et generelt højere informationsniveau, fordi analytikerne normalt skærer mere ind til benet end private investorer.
[irp posts=”872473″ name=”Flere analytikere trods pres fra MiFID”]
3) Offentliggøres på hjemmeside seneste investorpræsentationer, som ledelsen har afholdt herhjemme eller i udlandet? Begrundelse: Fremlagte investorpræ- sentationer kan typisk give investorer yderligere information om selskabets udvikling og fremtidsudsigter, samt nogle gange også omverdens- og konkurrentforhold.
4) Gives på hjemmeside adgang til webcast med analytikerspørgsmål og -svar fra seneste års- eller kvartalsregnskab? Begrundelse: Samme som ovenfor, plus at analytikernes fokus med spørgsmål i det efterfølgende Q&A kan give investorer et bedre billede af, hvor der kan være forhold, som er vigtige for selskabets performance.
5) Oplyses på hjemmesiden fuldstændige kontaktoplysninger på en IR-ansvarlig med navn, mail og telefonnummer? Begrundelse: Mulighed for direkte kontakt til selskabets IR-ansvarlige er ofte et signal om, hvor seriøst selskabet og dets IR-funktion tager dialogen med aktionærer og andre investorer. Er det vanskeligt at komme i kontakt med IR-funktionen, kan det være udtryk for, at man helst kun vil bruge tid på få analytikere og professionelle investorer, eller at man grundlæggende har misforstået sin funktion som formidler af viden om selskabet til ejerne.
[irp posts=”872475″ name=”Dybt skuffende IR kvalitet i Bund 30″]
6) Offentliggøres et fuldstændigt referat fra generalforsamlingen? Begrundelse: Fyldestgørende referater kan typisk give investorer yderligere information om selskabets udvikling og indblik i investors holdninger i forhold til strategien.
7) Offentliggøres fuldstændig stemmeafgivelse fra seneste generalforsamling? 8) Offentliggøres fuldt kvartalsregnskab? (=1). Kort kvartalsorientering (=0,5). Intet (=0)
9) Følger mindst tre analytikere virksomheden og udarbejder skriftlige analyser? Begrundelse: Har virksomheden skabt grundlag for, at der er tilstrækkelig analytikerinteresse?
10) Oplyses kursudvikling i forhold til nære konkurrenter (på hjemmesiden eller investorpræsentation)?
Begrundelse: Kursgrafikker over selskabets aktie sammen med peer-group selskaber kan give investorer et hurtigt overblik over, hvordan selskabets aktie har performet i forhold til de nære konkurrenter. Note: Et “ja” til et spørgsmål er markeret med 1, og et “nej” er markeret med 0.