Camurus aktien er i år steget med hele 60 % i et ellers generelt meget negativt biotekaktiemarked. Sidste uges regnskabsmeddelelse for 3. kvartal bød på et positivt regnskabsresultat, men også et lidt skuffende Buvidal salg. Aktiekursen faldt ovenpå meddelelsen med 13 %, men har efterfølgende rettet sig. Vi fastholder købsanbefalingen.
Overskud på bundlinjen betyder strategisk fleksibilitet for et biotekselskab, og Camurus har nu for 2. kvartal i træk positive tal på bundlinjen med et nettoresultat på 35 mio. SEK. En ubrudt, kraftig vækst i Buvidal salget 12 kvartaler i træk fortsatte i 3. kvartal.
Produktsalget i kvartalet var 241 mio. SEK sammenlignet med 2. kvartals 225 mio. SEK og med mere end 32.000 patienter behandlet. 3. kvartal var påvirket af sommerferieperiodens negative indvirkning på salget. Især salget i Tyskland og England, hvor sundhedsmyndighederne i sidstnævnte har gennemført en kraftig opprioritering af behandlingen for opiatmisbrug har vist positive takter.
Buvidal er godt i gang med at ændre behandlingspraksis for opiatmisbrug i Europa og Australien, og den trend, tror vi, vil fortsætte. Vi fastholder vores Buvidal 2022 salgsestimat på 915 mio. SEK. og en tredobling af det estimerede salg i 2030 til 2,7 mia. SEK.
Situationen i USA fortsat uafklaret
På det vigtige amerikanske opiatmisbrugsmarked er der endnu ingen afklaring på Brixadi (Buvidals navngivning i USA) produktionsproblemerne. Licenspartneren Braeburn oplyser ifølge regnskabsmeddelelsen, at FDA’s inspektion af produktionsanlægget snart forventes afsluttet. To gange tidligere har FDA afvist godkendelsen af Brixadi produktionsanlægget.
Et FDA review varer normalt 2 måneder, hvis det bliver et Class 1 review og 6 måneder i tilfælde af et Class 2 review. Det vil være meget overraskende, hvis det ikke lykkes Braeburn at indfri de nødvendige GMP-krav i dette 3. forsøg med mulighed for godkendelse allerede i år.
USA er det største marked for opiatmisbrug, og meget er derfor på spil for Camurus. Langtidsvirkende injicérbar medicin (LAI) mod opiatmisbrug har et marked på ca. 800 mio. USD i USA og er i kraftig vækst. Vi har uændret et Brixadi salgsestimat på 6,3 mia. SEK i 2030 svarende til en markedsandel på 3 % af de ca. 3,3 mio. amerikanske opiatmisbrugere. Med en royaltysats på ca. 15 % svarer det til et sandsynlighedskorrigeret royaltyprovenu på 937 mio. SEK i 2030.
R&D pipelinen i fremgang med flere triggere
CAM2029 octreotid somatostatin analog (SSA) Fluid-Crystal depot projekterne er i fortsat fremgang.
Patientrekrutteringen til fase 3 akromegalistudiet er afsluttet, og tidligere data har været lovende. De tyder på en bedre biotilgængelighed end konkurrerende octreotid produkter på markedet og derfor forventeligt en kraftigere behandlingseffekt. Effektdata i 2023 fra det forlængede fase 3 studie skal bane vejen for godkendelse EU og USA.
På det andet fase 3 CAM2029 studie (SORENTO) mod neuroendokrine tumorer (GAP-NET) er 25 % af patienterne behandlet og færdigrekruttering kan forventes medio 2023.
Efter positive fase 2a PK og PD-data på CAM4072 setmelanotide SC depot medicinen mod den sjældne sygdom Bardet Biedl (fedme) forventes topline fase 3 data i 2023.
Fortsat Købsanbefaling
Trods den flotte udvikling i aktiekursen tror vi, at der er mere i udsigt fra samme kant og fastholder derfor anbefalingen KØB.
DCF nutidsværdien er 295 SEK pr. aktie, forward P/E-2024 er 10,2 og P/S-2025 estimeres til 3,7.
Opsummerende kan vi sige at investeringscasen er attraktiv fordi:
- Buvidal er en solid valuedriver, hvor potentialet langtfra er udtømt
- Vi finder det overvejende sandsynligt, at Brixadi opnår godkendelse, og vores base case Brixadi estimater har upside
- R&D pipelinen har et betydeligt potentiale med attraktiv risikoprofil
- Camurus står finansielt stærkt uden gæld med udsigt til en kraftigt voksende nettoindtjening fra 2023
- Flere vigtige kurstriggere i 2023 jfr. nyhedsstrømmen.
Lars Hatholt
Kurs på anbefalingstidspunkt: 242 SEK
Kursmål: 300 SEK (12 mdr.)
Analysedato: 16. november 2022
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.