Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Life Science

Chemometec rykker tættere på 2 vigtige produktlanceringer

Steen Albrechtsen

torsdag 20. juni 2024 kl. 11:40

Chemometec rykker tættere på 2 vigtige produktlanceringer

Den mest shortede aktie i Danmark kæmper fortsat med at genvinde investorernes tillid og få gang i forretningen igen. Et stadig udfordret marked for salg af nye instrumenter gør det svært, men to nye produktlanceringer kan måske gøre en forskel. De første salg er effektueret, men der skal betydeligt mere til, hvis selskabets toplinevækst skal tilbage på sporet. Endnu et CEO-skifte er gennemført, og det indikerer alt andet lige, at det ikke går helt som forventet i forretningen, og at vendingen sandsynligvis trækker ud.

Det er ingen hemmelighed, at den tidligere vækstkomet ChemoMetec ramte en mur, da renterne begyndte at stige, og investeringsklimaet i bioteksektoren frøs til is. Pludselig var lysten til at købe nye instrumenter forsvundet, og ChemoMetecs omsætningsvækst forsvandt. Omsætningen lander nu for 3. år i træk omkring 400-450 mio. DKK.

Selvom omsætningsvæksten er altafgørende for at få gang i forretningen og ikke mindst aktiekursen, så skal det fremhæves, at selskabets salg af forbrugsvarer fortsætter med at vokse stabilt og efterhånden har nået et solidt niveau på 52,6 mio. DKK i 3. kvartal efter en fremgang på 20 %. Forbrugsvarer primært og Service sekundært er således på vej til nå et samlet årligt omsætningsniveau på 300 mio. DKK, hvilket lægger en god omsætnings- og indtjeningsbund i forretningen fremadrettet.

Salget af instrumenter faldt med 41 % til 23,1 mio. DKK i regnskabsårets 3. kvartal, og for årets første 9 mdr. er der kun solgt for 84,8 mio. DKK svarende til en nedgang på 83 %. Blot til sammenligning solgte ChemoMetec instrumenter for ca. 75 mio. DKK i sit bedste kvartal i regnskabsåret 2021/2022, og selvom det nok var en enlig svale kvartalsmæssigt, så var 50-60 mio. kr. i instrumentsalg per kvartal niveauet i de gode år.

ChemoMetec beskriver selv markedsudfordringerne meget direkte i periodemeddelelsen for 3. kvartal. Det står også klart for os, at der næppe kommer en pludselig og voldsom ketchup-effekt, for det tager tid for en sektor at få gang i investeringerne igen, når de meget svære tider ligger i helt frisk erindring. På IPO-siden, som er den bedste temperaturmåler for biotek/pharmaindustrien er der lidt grøde i 2024, men der er fortsat lang vej endnu, og de ca. 2 håndfulde biotech-IPO’er i år har generelt ikke været noget godt bekendtskab for investorerne.

ChemoMetec skriver selv: Omsætningen på ChemoMetecs hovedmarkeder har i 3. kvartal været påvirket af et stort set uændret investeringsklima inden for biotek, og kunderne er således fortsat tilbageholdende med at købe nye instrumenter. Både investeringsniveauet og købsinteressen hos ChemoMetecs kunder ligger således stadig væsentligt under niveauet for et par år siden.

Blød lancering skudt i gang

ChemoMetec er i gang med en blød lancering af den nye model XM40, som blev en del forsinket i udviklingen. De første kunder har stillet nye ønsker og krav til primært software, som ChemoMetec forventer at udbedre over de næste par måneder, inden man påbegynder en større og fuld lancering. Med ChemoMetecs egne ord: ”…i takt med, at der indhøstes erfaringer fra markedet, vil der i et kontrolleret tempo blive arbejdet hen imod en fuld lancering i Europa og USA” Det peger dermed tydeligt i retning af, at der tidligst i næste regnskabsår (start 1. juli) kan påbegyndes en egentlig fuld lancering, som næppe vil være klar ved regnskabsårets start. Dermed skal vi nok 1 eller 2. kvartaler ind i det nye regnskabsår, førend vi fra det normalt forsigtige selskab får en mere præcis guidance for salgsudviklingen.

XM40 solgte for 2 mio. DKK i 3. kvartal, hvilket var en fordobling ift. 2. kvartal. Der er dermed stadig et stykke vej til punktet, hvor XM40 vil kunne gøre en stor forskel på toplinjen.

I næste led ligger XM30, som ChemoMetec har opprioriteret udviklingen af, således at instrumentet er klar til en kommende ”automatiseringsbølge” indenfor pharmaindustrien, hvor investeringsniveauet er mere stabilt end biotek. Her er man dog stadig på ”sen-prototype”-stadiet, og derfor ligger en fuld lancering noget længere ude i fremtiden, selvom man allerede har kunnet bogføre det første salg i forbindelse med de første tests af produktet hos kunderne.

God, men (for) dyr virksomhed

Som virksomhed og forretning er ChemoMetec stadig ganske interessant, og det er indlysende, at man er ved at få opbygget en ganske omfangsrig og profitabel forbrugs-/serviceforretning, som er tæt på at nærme sig 300 mio. DKK i omsætning om året. Serviceforretningen er i nogen grad afhængig af installation af nye instrumenter, og det tærer lidt på væksten indenfor service, så længe instrumentsalget er underdrejet.

Markedsværdien af ChemoMetec ligger aktuelt ved kurs 330 DKK på ca. 5,7 mia. DKK. Ved et overskud på 135 mio. DKK og en forventet indtjening per aktie på 8 DKK er der fortsat indbygget solide vækstforventninger i aktien. P/E ligger således over 40, og i vores øjne er det for højt med de nuværende udsigter, hvor der stadig er usikkerhed om væksten.

Vi kan også konstatere, at aktien er blevet meget spekulativ, og derfor er det stadig vores holdning, at der kommer et mere attraktivt købstidspunkt end det nuværende omkring 330 DKK, for perspektiverne er stadig spændende med de 2 lanceringer og den stabilt voksende forbrugsvareforretning. Forholdet mellem afkastpotentiale og -risiko synes vi bare ikke om på det nuværende kursniveau.

Stabil høj short position og direktørskifter

ChemoMetec er stadig den mest shortede danske aktie med en shortandel på aktuelt 8,97 % – et niveau, der i øvrigt har været ganske stabilt de seneste par måneder. Til gengæld har aktiekursen ikke været stabil, og den spekulative natur indikerer, at der er mere på spil end blot udviklingen i forretningen.

Udover, at ChemoMetecs aktie nu i høj grad også er blevet rentefølsom og generelt en proxy for investeringshumøret på det generelle aktiemarked, så har selskabet ikke har gjort det nemmere for sig selv med den hyppige udskiftning på direktionsgangen. Seneste kapitel var i begyndelsen af marts, hvor CEO Rasmus Kofoed efter ikke engang et år i stolen stoppede med øjeblikkelig virkning. Selskabets CFO fratræder også med udgangen af juni.

Selskabets nye CEO er rekrutteret internt og har tidligere leveret godt for ChemoMetec i USA, men med en alder på kun 31 år er det også et lidt utraditionelt/modigt valg trods track recorden og det indgående kendskab til forretningen og virksomheden. Vi ser pænt på virksomheden, men endnu ikke på aktien.

Kurs på anbefalingstidspunkt: 330 DKK

Kursmål: 300 DKK

Analysedato: 11. juni 2024

Steen Albrechtsen

Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser

Chemometec 01

Chemometec 02

Chemometec 03

Chemometec 04

Chemometec 05

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Dagens Nyheder Middag - Investering

Vær et skridt foran. Få de vigtigste analyser af danske aktier og aktiemarkedet
Udkommer hver dag kl. 12.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Life Science

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank