Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Life Science

Kan Novos gode start med Wegovy-pillen lukke hullerne?

Steen Albrechtsen

fredag 22. maj 2026 kl. 11:15

Maziar Mike Doustdar – CEO hos Novo Nordisk

Novos succesfulde lancering af en Wegovy-pille har fyldt i både investorer og analytikeres bevidsthed i år, men spørgsmålet er, om det reelt gør en forskel udover på investorsentiment, og om den kan lukke de øjeblikkelige huller i andre dele af semaglutide-salget, hvor pris- og konkurrencepres har sat tydelige spor. En større opdatering på fremtiden for Novo og fedmemedicinmarkedet kan nu ventes i september, hvor Novo vil afholde en kapitalmarkedsdag i London.

For Novos aktionærer var det givetvis glædeligt at se et lidt mere selvsikkert Novo-team fremlægge det meget imødesete regnskab for 1. kvartal i sidste uge. Meget præcist en uge efter, at Eli Lilly havde løftet sløret for deres præstation i 1. kvartal.

Eli Lilly leverede en markant opjustering drevet af fortsat potent fremgang i salget af Zepbound og Mounjaro, mens den indledningsvis beskedne lancering af den meget imødesete Foundayo-pille fik lidt mindre opmærksomhed. Først og fremmest fordi Foundayo først blev lanceret i april og dermed efter kvartalets slutning, men formentlig også fordi der ikke var mange (eller store tal) at tale om. For Eli Lilly var budskabet derfor – og ikke helt overraskende – at man følger de lagte planer, samt ikke mindst, at der hen over året bliver skruet kraftigt op for markedsføringsindsatsen.

Hos Novo fristes man til at sige, at situationen var lige omvendt. Her var den succesfulde Wegovy-pille ikke overraskende meget i fokus – naturligvis også fordi den blev lanceret i januar og dermed indgik i det meste af 1. kvartal.

En simpel søgning på ”pill” eller ”oral” viser lige over 50 mentions på Novos telefonkonference for analytikerne, og det viser klart, hvordan investorfortællingen og investorfokus kan skifte ganske hurtigt. Til gengæld var der ikke ét eneste spørgsmål til eller omtale af de kopiproducenter (”compounders”), der jo ellers fyldte rigtig meget igennem 2025 – og formentlig stadig spøger i baggrunden. Endelig er det egentlig også værd at notere, at der ikke var en eneste lykønskning (”congrats”) fra analytikerne ovenpå det, man objektivt set godt kan kalde en flot pillelancering. Det siger måske også lidt om den reelle langsigtede betydning lige nu og analytikernes generelle ”sentiment” overfor Novo.

Der er ingen tvivl om, at lanceringen af Wegovy-pillen har været meget succesfuld indtil nu, både ift. de første indikationer fra Foundayo-lanceringen, men også i forhold til lanceringerne af den første Wegovy (pennen) og Eli Lillys Zepbound (tirzepatide). Over 1 mio. patienter har indløst recept på pillen, og derudover anslås det, at ca. 80 % af patienterne er ”nye” til fedmemedicin – altså er pillerne med til at udvide markedet og indtil nu ikke for alvor kannibaliserende.

Derudover var det bemærkelsesværdigt, at Novos budskab var, at patienter og læger i valget af pille går efter det højst mulige vægttab, mens Eli Lilly (qua Foundayos noget lavere vægttab) i stedet taler om vigtigheden af convenience og f.eks. intet behov for faste. Og ekstra interessant – og sigende – bliver det, når talen falder på fedme-injektionsmidlerne, hvor situationen på vægttab er lige omvendt med Zepbound som klart bedre på vægttab. Her fristes man til noget simplificeret at konstatere, at selskaberne næsten har det omvendte budskab af pillen. Sådan er pharmabranchen så forunderlig nogle gange.

Novo viste denne grafik, der viser udviklingen i de ugentlige receptal efter lancering. Den gule orforglipron er Foundayo, og kan kun lige skimtes nede i venstre hjørne med kun 3 ugers data.

Novo 04

Pillesalg kan ikke opveje pen-tilbagegang

Ser vi lidt nærmere på Wegovy-pillen kan det umiddelbart undre, hvorfor fokus er så stort, for rationelt set betyder den øjeblikkelige succes ikke meget i de overordnede perspektiver for Novos 2026. Eksempelvis omsatte Wegovy-pillen for næsten 2,3 mia. DKK i 1. kvartal, men lidt under halvdelen (ca. 150 mio. USD) var lageropbygning i salgskanalerne.

I 1. kvartal omsatte Novo for 70 mia. DKK totalt, så der skal virkelig gang i pillesalget, hvis det skal rykke noget i det store billede, hvor historien fortsat er negativ vækst, drevet af prisfald og hård konkurrence fra Eli Lilly. Lige nu kan pillesalget ikke kompensere for tilbagegangen i den øvrige omsætning af de semaglutide-baserede lægemidler indenfor fedme og diabetes.

Selvom man skal være lidt varsom med en direkte sammenligning fra ét kvartal til det næste, så viser udviklingen fra 4. kvartal 2025 til 1. kvartal 2026 et fald i salget af Wegovy (injektion) fra 21,86 mia. DKK til 18,24 mia. DKK drevet af en klar tilbagegang i USA på lidt over 4 mia. DKK, mens international operations gik ½ mia. DKK frem. I det lys er det klart, at Wegovy-pillens 2 mia. DKK ikke for alvor gør nogen økonomisk forskel lige nu, bortset fra at den hjælper på i hvert fald det kortsigtede investorsentiment.

Det ser heller ikke godt ud for GLP-1 salget (primært semaglutide/Ozempic) indenfor diabetes, hvor udviklingen fra 4. kvartal til 1. kvartal viste en tilbagegang fra 37,5 mia. DKK til 32,7 mia. DKK.

Som reference solgte Eli Lillys diabetes-medicin Mounjaro for næsten 9 mia. USD i 1. kvartal (en fremgang over 15 % fra 4. kvartal), mens Zepbound solgte for 4,2 mia. USD og stadig kun altovervejende i USA. (Se også grafikken over Novo og Eli Lillys salg af Ozempic/Wegovy og Mounjaro/Zepbound længere nede) Novo er givetvis stadig forsigtige i sine udmeldinger og nok derfor blev det også kun til en ganske beskeden ”opjustering” af 2026-forventningen på 1 % trods den flotte pillelancering. Således er intervallet for organisk vækst i 2026 nu -4 til -12 % mod
-5 til -13 % tidligere. Hver procentpoint modsvarer ca. 3 mia. DKK i omsætning. Så det er næppe urimeligt at se en yderligere indsnævring hen over året, hvis udviklingen fortsætter.

En del af pille-strategien er, at start-dosis er ganske billig, mens de højere dosisniveauer er dyrere. Et simpelt regnestykke er, at 1 mio. patienter til 149 usd/måned ikke engang kan generere en omsætning på 1 mia. DKK om måneden. Det er for tidligt at sige noget klart om, hvorvidt patienterne går op i dosis for at opnå det ønskede vægttab.

Novo 05

Langsigtet usikkerhed stadig intakt

Trods den øjeblikkelige succes med Wegovy-pillen er der fortsat ingen ny afklaring om de mere langsigtede dynamikker og markedsandele på fedmemarkedet, ligesom vi heller ikke er blevet klogere på Novos pipeline. Man kører fortsat massivt på med R&D og er ved at sætte gang i et stort fase 3 program for Zenagamtide (der tidligere gik under navnet amycretin), men her kommer der tidligst resultater om et par år.

Måske især var det meget sigende, at CEO Mike Doustdar efter en konstatering af at pille-introduktionsprisen på 149,- USD var perfekt ramt (og ”for now, this is the right price”) samtidig forudsagde, at priserne vil være meget anderledes i fremtiden (”prices will be very different”), hvis man for alvor vil have fat i de hundrede millioner af overvægtige (og dermed potentielle patienter til fedmemedicin).

“So at this point, I would say we have priced this product perfectly correct. We also have said that, of course, it’s dynamic because if you look at this in a longer spectrum, then we foresee a situation where volume uptick continues, of course, to continue. And then that would mean that prices have to come down if your ambition is to get to hundreds of millions of patients at one point or the other, at that point, of course, the prices will be very different. But for now, this is the right price.”

(Mike Doustdar, CEO, 1. kvartals telefonkonference. Transcript fra marketscreener.com) Det indtil videre i investorøjne ”fejlslagne” CagriSema-lægemiddel forventes godkendt i slutningen af året og ventes lanceret i 2027, hvor der også kommer nye vægttabsdata fra det Redefine 11 studie, der skal søge at afhjælpe problemerne i det oprindelige CagriSema-studie, der startede Novo-nedturen ved juletid 2024. Ændringerne handler bl.a. om fleksibel dosering og længere behandlingstid, og det blev udtalt på telefonkonferencen af CSO Martin Holst Lange, at ændringerne ser ud til at virke baseret på de data, han havde set indtil nu. Det var naturligvis ikke vægttabsdata, men data ift. patienternes fleksible op- og nedjustering af dosis for i sidste ende at opnå den højst mulige dosering og effekt. En lignende model bliver i øvrigt brugt til det Zenagamtide fase 3 program, der er ved at blive skudt i gang.

På en kapitalmarkedsdag i september vil Novo sætte mange flere ord på fremtiden, og det kan være næste skridt i at opbygge investorernes tillid til, at Novo stadig har en seriøs/markant fremtid på markedet for fedmemidler. Trods den gode Wegovy-pille lancering og efterfølgende kursstigning roder kursen stadig rundt lige under 300 DKK, hvilket er 70 % nede fra toppen, mens Eli Lilly til gengæld ikke engang er 10 % fra sine kursrekorder.

Den aktuelle aktiekurs er nok det klareste tegn på, at Wegovy-pillen ikke løser Novos problemer, selvom den fylder meget i overskrifterne lige nu. I bedste fald er den et godt skridt til at genopbygge investorernes tillid og tro på Novos R&D og kommercielle kapaciteter.

Investorsentiment er afgørende for, hvordan investorerne ser på en given virksomhed og dens fremtid. Et dårligt sentiment giver ikke overraskende et negativt syn på selskabet og deraf også på selskabets egne udmeldinger om fremtiden. Det er væsentligt særligt i biotek/pharma-branchen, hvor en stor del af værdien kan hænges op på fremtidige produkter og lægemidler, der kun måske bliver til noget.

Om investorerne tillægger 30 % eller 70 % sandsynlighed for en fremtidig succes betyder meget for den aktuelle værdi af fremtiden. Disse to yderpunkter kan man – omend de er helt illustrative – se i en given aktie hen over en kort periode, uanset om der undervejs har været fremlagt nye data eller andre informationer som – objektivt set – ikke ændrer på udsigterne.

Kursmål op

Vi satte sidst et kursmål på 285 DKK, som nu er indfriet. Pillen er første skridt i en bedring af stemningen og investortilliden, men vejen tilbage er fortsat lang og belagt med volatilitet.

Effekten fra den gode pillelancering og udsigten til en eller flere justeringer senere på året er dog nok til, at vi løfter kursmålet til 315 DKK, og vi ser stadig en meget volatil aktie forude. Det er også værd at nævne en marginal positiv ændring i konsensustallene.

I 2. halvår vil fokus helt sikkert skifte til septembers kapitalmarkedsdag i London og forventningerne hertil. Ved siden af vil påvirkningen fra Foundayo også komme i fokus i takt med, at Eli Lilly skruer voldsomt op for markedsføringen og salgsarbejdet i 2. halvår.

Kurs på analysedato: 299 DKK
Kursmål: 315 DKK
Analysedato: 13. maj 2026

Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i Novo. Aktien ligger også i Modelporteføljen.

Steen Albrechtsen

Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Novo 02

Novo 03

Novo 06

2 md. adgang for

2 x 49 kr.

straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk

Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

Direktør for Staben i Holstebro Kommune
Region Midt
Consultant til Strategisk Finans til Tryg
Region Hovedstaden
Financial Controller til Koncernøkonomi på Sluseholmen
Region Hovedstaden
Økonomikonsulent til Finans og Regnskab
Region Hovedstaden
Ny kollega til økonomisk regulering af monopoler
Region Hovedstaden
Souschef til Økonomi, Drift og Sikkerhed i Miljø- og Ligestillingsministeriets departement
Region Hovedstaden
Økonomi- og Budgetcontroller til Region Hovedstadens Apotek- Herlev
Region Hovedstaden
Business Partnere til Koncern Indkøb, Region Sjælland, Roskilde
Region Sjælland
Økonomimedarbejder til finansteamet i Esbjerg Kommune
Region Syddanmark
Leder af Økonomi & Indkøb – Albertslund Kommune
Region Hovedstaden
Chef for Budget og Økonomisk analyse
Region Hovedstaden
Controller – til vores dygtige og samarbejdende controllerteam
Region Sjælland
Business Risk Officer til Koncernfinans
Region Hovedstaden
Group Finance Manager
Region Nordjylland
Afdelingschef til Erhvervs- og Handelsafdelingen
Grønland

Mere fra ØU Life Science

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank