Det begynder så småt at lysne for Össur, som rent regnskabsmæssigt i 2015 – trods solid vækst målt i lokale valutaer – har været og fortsat vil være stærkt tynget af den stærke dollarkurs. Det vil dog ændre sig i 2016, da dollarkursen her ikke længere vil spille en negativ faktor i de afrapporterede regnskabstal. Samtidig vil selskabets generelt solide økonomiske situation åbne op for nogle aktionærvenlige tiltag i 2016.
Össur fremlagde i slutningen af juli 1.halvårsregnskabet for 2015, som var ganske fint i tråd med både ledelsens samt vores egne forventninger. EBITDA er faldet med 4% til 47,3 mio. dollars og efter skat er overskuddet reduceret med 16% til 24,5 mio. dollars. Regnskabsmæssigt rammes man dermed fortsat hårdt af den kraftige styrkelse af dollaren i forhold til euroen, da Össur aflægger regnskab i dollars. Gennemsnitskursen for dollaren har i 1.halvår været på ca. 6,69 kr. mod 5,44 kr. i 1.halvår 2014. Dermed har kursen ligget hele 23% højere i det afrapporterede halvår. Den negative indvirkning af dette har på toplinjen været på 13 mio. dollars og på EBITDA-niveau været på 2 mio. dollars.
Solid vækst i lokal valuta
Össurs afrapporterede omsætning bærer ligeledes kraftigt præg heraf og salget er derfor faldet med 5% til 241 mio. dollars, trods at den underliggende salgsvækst målt i lokale valutaer viser en ganske fornuftig vækst på 8%, hvoraf de 7% er organisk vækst. Væksten er bredt funderet og således viser hovedsegmentet skinner & støtte en vækst på 8%, mens protesesegmentet viser en vækst på 10%. For skinne & støtte-segmentet drives væksten af de dyrere high-end produkter, og særligt er væksten solid i EMEA-regionen (Europa, Afrika og Mellemøsten). Til gengæld er salget i APAC (Asien og Stillehavsregionen) fladt. I Americas (Nord og Sydamerika) udvikler salget sig med moderat vækst, hvilket skyldes at Össur fortsat befinder sig i en omstillingsperiode, hvor man er ved at udfase de billigere Skinne & støtte produkter (low end) til fordel for high-end produkter med højere profitmargin.
For protese-segmentet er der bred vækst på tværs af regioner og produkttyper, dog er salget af de vigtige højteknologiske bioniske proteser kommet under pres i 2. kvartal, da konkurrenten Ottobock i marts måned lancerede en bionisk knæprotese, der har taget markedsandele fra Össur. De bioniske produkter udgjorde 16% af Össurs protesesalg i 2.kvt 2015, hvilket også var tilfældet i 2.kvt 2014, så det er tydeligt at det bioniske salg er stagneret. Össurs ledelse vurderer dog, at der være tale om en midlertidig stagnation.
De afrapporterede salgstal viser igen som følge af dollarstyrkelsen en negativt vækst og sknine & støtte segmentet er således droppet med 7% til 139 mio. dollars, mens protesesegmentet viser en negativ vækst på 2% til 101 mio. kr. Et kig på de regionale afrapporterede salgstal viser ikke overraskende at den euro-følsomme europæiske EMEA-region har performet ringest med en negativ vækst på 12% til 120,7 mio. dollars. I Americas-regionen er salget vokset med 2% til 103,5, mens væksten i APAC-regionen har været på hele 19% og til 17,1 mio. dollars. Både APAC og Americas regionen består hovedsageligt af salg i dollars og påvirkes derfor ikke af dollarens styrkelse.
Aktien atter attraktiv på den lange bane
Trods at Össur har performer med vækstrater på 8% i første 1. halvår, fastholder ledelsen forventningerne til hele 2015, som dermed går på en salgsvækst målt i lokal valuta på blot 4-6%, heraf ventes 3-5% være at være organisk vækst. EBITDA-marginen ventes fortsat at ramme i intervallet 20-21%. Årsagen til de konservative meldinger er at man ser faldende protesevækst i 3.kvartal, blandt andet pga. konkurrencen fra Ottobock og samtidig rammes EBITDA af investeringer på 3,5-4,5% af salget i blandt andet varehus i USA samt forbedringer af faciliteter i Skandinavien. Normalt er investeringsniveauet på 2,5-3,5% af omsætningen.
Langsigtet er Össurs fokus fortsat på udvikling af højteknologiske bioniske produkter, som kan bevæges gennem tankekraft, hvilket man dokumenterede nu er muligt på selskabets kapitalmarkedsdag i maj. Men selve kommercialiseringen ligger fortsat nogle år ude i fremtiden. Vi ser ingen grund til ændre på vores hidtidige 2015-estimater, som er en omsætning omkring 495 mio. dollars og et EBITDA på 104 mio. dollars, dvs. lige under på 21% dvs. 104 mio. dollars. Efter skat forventer vi et resultat efter skat på ca. 55 mio. dollars. Vi vurderer, at Össurs afrapporterede regnskab vil bære præg af den stærke dollars året ud, men til gengæld vil selskabets afrapporterede regnskabstal være langt mere positive i 2016, da effekten af dollarstyrkelsen i 2015 da vil have neutraliseret, hvorved Össurs faktisk ret fine underliggende vækst målt i lokal valuta igen vil komme frem i lyset.
Herudover er det positivt, at Össur nu har nedbragt sin langsigtede gæld til 85 mio. dollars, mod 98 mio. dollars i ultimo 1. halvår 2014. Vi vurderer derfor at Össur vil være på nippet til at genoptage et tilbagekøbsprogram af egne aktier formentlig i starten af 2016, hvilket vil understøtte aktiekursen betragteligt. En mulighed er også at man forhøjer udbyttebetalingen yderligere. Allerede i marts blev det vedtaget at hæve udbyttebetalingen med 20% fra 0,10 kr. per aktie i 2014 til 0,12 kr. per aktie i år. Endelig vurderer vi, at det forhøjede investeringsniveau vil blive normaliseret igen næste år, hvilket vil styrke bundlinjen.
Disse gunstige faktorer betyder at vi nu føler os komfortable ved at genoptage en langsigtet købsanbefaling på Össur-aktien og vi hæver endvidere vores 12-måneders kursmål til 26 kr. per aktie. Vi anbefaler samtidig at man benytter eventuelle svagheder i kursen i forbindelse med 3.kvartalsregnskab fredag d. 23. oktober til at supplere i aktien.
Peter Aabo
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.