Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Life Science

Nuevolution guider fortsat en partneraftale i 2018

Steen Albrechtsen

fredag 23. november 2018 kl. 16:18

Nuevolution har så godt som lovet en partneraftale inden udgangen af 2018, og det vil være en flot afslutning ovenpå et travlt år med oplistning, kapitalrejsning og kliniske fremskridt. En partneraftale vil være vigtig for investortilliden og kan potentielt sikre kassebeholdningen frem til der opnås balance mellem indtægter og udgifter.

Da Nuevolution gik på børsen i slutningen af 2015, stillede man investorerne 2-3 partneraftaler i udsigt indenfor 12-18 måneder. Der skulle gå næsten et år før man med kort mellemrum kunne offentliggøre først Amgen-aftalen og sidenhen Almirall-aftalen.

Det er næsten 2 år siden, at Nuevolution indgik den seneste partneraftale i december 2016. En givtig aftale med spanske Almirall, som gav Nuevolution en upfront-betaling på 110 mio. SEK. Det modsvarer næsten selskabets drift i et år, da driftsomkostningerne ligger ret stabilt lige over 30 mio. SEK i kvartalet. Partneraftaler er en integreret del af forretningsmodellen, og der har været helt stille på den front lige siden. Nuevolutions seneste udmelding om nye partneraftaler er rykket en smule, men Nuevolution har gennem de seneste kvartaler stillet en ny partneraftale i udsigt inden udgangen af 2018.

Henover efteråret (og i november) har Nuevolution på flere investorkonferencer bekræftet, at der forhandles på mange fronter, og at man fortsat forventer at kunne indgå en aftale inden årets udgang. En aftale vil ikke betyde et stop for de øvrige forhandlinger, som vil fortsætte sideløbende.

Det er endnu usikkert om det vil være en platformbaseret-aftale (som Amgen), en partneraftale (som Almirall) eller en mere teknologi-baseret aftale (som Janssen), hvor der gives adgang til at benytte Nuevolutions teknologiske platform.

Det er vigtigst med en partneraftale med en upfront-betaling, og selvom den ikke skulle komme i år, forventer vi, at den da vil komme i 2019. Den er nødvendig for at sikre kassebeholdningen og valideringen af Nuevolutions forretningsmodel.

Ser vi i pipelinen har især BET BD1 programmet qua sin udvikling tiltrukket sig opmærksomhed igennem 2018, ligesom Nuevolution også har offentliggjort target for deres Cytokine X-program. Sidstnævnte har derfor har skiftet navn til IL-17A-programmet, da man sigter efter at hæmme det inflammatoriske cytokin IL-17A, som har vist sig at være en måde at behandle et stigende antal autoimmune sygdomme som psoriasis.

Det peger i retning af, at BED BD1 og IL-17A er de mest oplagte til partnerskaber pt.

Fremgang i Amgen-partnerskabet
Henover sommeren så vi et vigtigt fremskridt i samarbejdet med Amgen, da de valgte at træde ind (”opt-in”) i det første af programmerne, som er rettet mod en cancer-indikation. Det medførte ingen betaling, men det betød, at Amgen overtager ansvaret og omkostningerne ved den fremtidige udvikling. Ligeledes betyder det også, at Amgen skal lægge en licensbetaling på min. 10 mio. USD, når/hvis man vælger at indgå en licensaftale. Denne licensbetaling er stigende for hvert udviklingstrin, ligesom der også nu er trådt en ”breakup-betaling” i kraft.

Udviklingen i program nr. 2 (rettet mod en anden cancer-indikation) i Amgen-samarbejdet er også langt, og vi ser frem mod en kommende update, som kan indikere, hvorvidt Amgen snart vil vælge at træde ind i det program også – forventeligt i 2019. Det vil udløse en licens- og milepælspakke på samme størrelse som i program nr. 1.

Almirall tavshed
Siden aftalens indgåelse for snart 2 år siden, har der ikke været meget nyt at berette fra Almirall-partnerskabet. Almirall har overtaget hele den fortsatte udvikling af RORyt-inhibitor-programmet indenfor inflammatoriske hudsygdomme og psoriasisgigt, og det er således Almirall, der styrer hastigheden og offentliggørelsen af kliniske fremskridt. Der har man indtil nu valgt en meget lukket linje, men med til historien hører dog, at samarbejdet med Nuevolution er et lille hjørne i koncernen. Almirall omsætter for over 5 mia. DKK, og har en bred pipeline med flere projekter, der er længere fremme i den kliniske udvikling, og derfor meget tættere på potentielt at kunne bidrage til omsætningen, og som derfor også tager fokus i den eksterne kommunikation.

Det næste skridt vil være påbegyndelse af kliniske forsøg i fase 1, og det vil udløse en milepælsbetaling. Aftalens samlede udviklingsmilepælsbetalinger er på 172 mio. EUR, og de kommercielle milepæle (dvs. relateret til et fremtidigt produktsalg) er på 270 mio. EUR.

Udmeldingen er fortsat, at udviklingen forløber efter planen, men at man ikke kan sige mere nu. De fleste ville nok have forventet at fase 1 ville være påbegyndt nu. Det er endnu ikke tilfældet, og spekulationer i markedet går på, at Almirall har gennemført ekstra forundersøgelser førend man går i klinisk fase 1, fordi to konkurrerende RORyt-programmer er blevet stoppet i mellemtiden. Vi forventer opstart af fase 1 senest i løbet af 2019, ellers bliver det umiddelbart svært at tillægge programmet megen værdi fremadrettet.

Kassebeholdning ikke kritisk endnu
Kassebeholdningen fik et solidt løft i forbindelse med juni måneds oplistning fra First North til hovednoteringen i Stockholm. Her rejstes med hjælp fra Carnegie 110 mio. SEK i bruttoprovenu ved salg af nye aktier til kurs 16,50 SEK. Det gav mere ro og sikrede finansieringen frem til udgangen af 2019, hvis selskabet ikke får indtægter undervejs. Oplistningen har naturligvis også givet Nuevolution adgang til en større investorbase og øget omsætningen i aktien.

Ved udgangen af 3. kvartal havde Nuevolution en kassebeholdning på 161,7 mio. SEK, og med et forventet cash burn lige over 30 mio. SEK per kvartal, er der således til omkring 5 kvartalers drift. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men det er helt uden indtægter fra nye eller eksisterende partnerskaber. Og på det punkt har vi forventninger til at 2019 vil byde på officiel fremdrift i Almirall-aftalen, og dermed udløse en pæn milepælsbetaling. Derudover er det ej heller utænkeligt, at Amgen-aftalen kunne udløse en licensbetaling, ligesom Janssenaftalen også vil kunne give flere indtægter, omend i mindre målestok.

Billedet er altså, at Nuevolution ikke er rigtig presset på kassebeholdningen endnu, men det er også klart, at ser markedet ikke snart en partneraftale, kan der komme betydeligt fokus på kassebeholdningens størrelse i 2019. Derfor er det meget vigtigt for vores og markedets tillid, at selskabet leverer den ventede partneraftale i år. Og helst en Almirall-lignende aftale med en stor upfront-betaling. Naturligvis kan det godt ende med at blive en mere platformsbaseret-aftale som Amgen, hvilket ikke nødvendigvis kommer med en upfront-betaling. Det vil dog styrke troen på selskabets teknologiplatform, og selvfølgelig øge sandsynligheden for, at Nuevolution over de næste par år får opbygget en bred palette af indtægtsgivende partnerskaber, som kan sikre den løbende drift af selskabet, mens man venter på, at et af projekterne ”går hele vejen”.

Købsanbefaling
Vi fastholder vor købsanbefaling på både kort og lang sigt og sigter fortsat mod et kurstarget på 25 SEK indenfor de næste 12 mdr.

Kortsigtet er det naturligvis mere spekulativt forud for en forventet partneraftale inden årets udgang. Skulle det blive en mere platformsbaseret aftale kan en manglende upfront-betaling sandsynligvis skuffe markedet. Sker det, forventer vi, at en partneraftale med upfront-betaling i stedet vil komme i 2019, for der er som nævnt flere udviklingsprogrammer i spil på den front.

Med oplistningen kan forretningsmæssige fremskridt gøre Nuevolution interessant for en bredere og større investorkreds, og det bør afspejle sig i kursen. Det forudsætter naturligvis en positiv udvikling i pipelinen og på aftalefronten – og den sætter vi vores lid til qua vort kursmål på 25 SEK.
Nuevolution aflægger kvartalsregnskab for 3. kvartal på onsdag d. 28. november.

Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i Nuevolution

Kurs på anbefalingstidspunkt: 15,50 kr Kurstarget: 25,00 kr. (12 mdr.)

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

Finance Manager
Region Nordjylland
SUN-AIR i Billund søger en kreditorbogholder
Region Syddanmark
Finansiel controller med stærk forretningsforståelse
Region Sjælland
Financial Controller til HMF Group A/S
Region Midt
Udløber snart
Økonom til Almen Analyse – Landsbyggefonden
Region Hovedstaden
Udløber snart
Dansk Sygeplejeråd søger en regnskabskonsulent med digitalt mindset og med erfaring i regnskabsprocessen fra A-Z (barselsvikariat)
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Life Science

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

Påskegave

Få to GRATIS analyser af Novo Nordisk & Zealand Pharma 

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank