Den franske flyproducent Airbus har i tredje kvartal ramt noget forbi analytikernes forventning på driftsresultatet. Omsætningen og bundlinjen ligger dog pænt over analytikernes estimater indsamlet af Bloomberg News.
Samtidig opjusterer flyproducenten forventningen til koncernens pengestrømme, der nu lyder på omkring 4,5 mia. euro mod før 3,5 mia. euro. Analytikerne ser den post lande på 3,49 mia. euro.
Selskabet er dog stadig udfordret på forsyningskæder, og produktionsknas kan fortsætte ind i næste år. Flyproducenten bestræber sig dog på at levere over 700 fly i år.
– Vi har lidt problemer over det hele. Mange dele kommer for sent, og produktionseffektiviteten er lav, siger Guillaume Faury, som er Airbus’ topchef, i en telekonference.
Hvis producenten skal nå sit leverencemål, skal Airbus levere 88 fly i gennemsnit om måneden resten af året.
Det justerede driftsresultat, EBIT, ramte 836 mio. euro mod forventningen på 920,5 mio. euro. Det trækkes ned af en svagere end ventet præstation i den kommercielle flydivision.
Forsvars- og rumdivisionen klarede sig bedre end ventet med et driftsresultat på 76 mio. euro mod estimatet på 65,6 mio. euro.
Aktien falder 0,1 pct. til 106,04 euro i fredagens handel.
.\\˙ MarketWire







