En skidt start på ugen for de amerikanske aktier og en fortsat tynget stemning i handlen med aktieindeksfutures kan tirsdag udløse fald på 1 pct. til de danske aktier, hvis da ikke mere.
Det skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Futures på de toneangivende amerikanske aktieindeks peger tirsdag morgen mod fald på 0,7-1,1 pct. efter fald på 0,5-1,5 pct. i mandagens handel.
– De negative tendenser fra USA vil også kunne mærkes i Danmark. De danske aktier slipper næppe udenom en svær aktiestart med forventede kursfald på 1 pct. eller endda mere fra handelsstart, vurderer investeringsøkonomen.
Forklaringen på misstemningen er “for mange negative faktorer på samme tid”, heriblandt stigende amerikanske obligationsrenter.
– Risikolysten hos aktieinvestorerne er generelt dalende. Indtrykket fra sidstes uge møde i Federal Reserve er ved at have bundfældet sig. Renterne forbliver høje i en længere periode. Det påvirker både vækst og prisfastsættelse, skriver Per Hansen i kommentaren.
Handlen vil tirsdag desuden være påvirket af en svag aktivitet op til jul med risiko for større udsving, påpeges det. Også de europæiske aktier ventes at blive negativt påvirket af udviklingen i USA.
Det afspejles blandt andet i den tyske DAX-future, der falder 1,5 pct.
.\\˙ MarketWire







