Verdens største forhandler af høreapparater, italienske Amplifon, går efter en ledende rolle i konsolideringen af det amerikanske detailmarked.
Sådan lyder det fra selskabets administrerende direktør, Enrico Vita, i et interview med Bloomberg News.
– Vi vil gerne være på forkant med konsolideringen i et globalt marked, der stadig er meget fragmenteret, siger Enrico Vita blandt andet ifølge nyhedsbureauet.
Og netop det amerikanske marked, som er verdens største enkeltmarked for høreapparater, har meget høj prioritet, lyder det fra topchefen.
Selv om det italienske selskab ikke har nogen aktuelle mål, er det amerikanske marked meget interessant på grund af demografien, der peger mod en aldrende befolkning og fortsat stigende forekomst af høretab.
DEMANT SÆLGER FRA
Netop i USA er der også for tiden et vist opbrud i markedet. Blandt andet danske Demant er ved at trimme sin detailforretning på markedet for at gøre den mindre fragmenteret og mere fokuseret.
Her vil det danske selskab gå efter at lukke omkring 50 af sine cirka 600 butikker som en del af de spare- og effektiviseringsøvelser, Demant er i færd med.
– Det specielle i USA er, at aftrykket er skabt gennem 20 års opkøb af små enheder. Det har været en reaktiv proces i forhold til kunder i engrosleddet, som gerne har villet sælge deres forretninger. Så der har aldrig været en strategisk tilgang til, hvor butikkerne skulle være, sagde Søren Nielsen til MarketWire i forbindelse med Demants periodemeddelelse for tredje kvartal og en nedjustering af forventningerne i starten af november.
– Der er et element af justering og tilpasning, mere end at vi skal være mindre i USA. Når man kigger ned over mere end 600 butikker, er der bare nogen af dem, der ikke kører så godt, som de kunne, og som måske heller ikke kommer til det. Når tingene bliver bedre igen, kan vi begynde at se på, om der er andre steder, hvor det er mere hensigtsmæssigt at åbne nye butikker, fortsatte direktøren.
AMPLIFON VIL UDNYTTE USIKKERHED
Og for Amplifon præsenterer det og det generelle svage marked for tiden en mulighed for at opsøge mere vækst, lyder det fra Enrico Vita.
– I 2023 vil være offensive, da vi ser den inflationsdrevne usikkerhed som en mulighed for at vokse, siger han til Bloomberg News.
Han forudser dog også stigende konkurrence i USA fra den lavere prissatte del af markedet – blandt andet supermarkedskæden Costco, der gennem mange år er vokset kraftigt i USA.
Enrico Vita ser generelt på verdensmarkedet masser af plads til at vokse, da mange af konkurrenterne fortsat er noget mindre i størrelse end det italienske selskab.
Og netop størrelsen er noget, der kan og bør udnyttes, siger Enrico Vita.
.\\˙ MarketWire







