Forsikringskoncernen Tryg er rigtigt godt på vej mod at nå det indtjeningsmål, der blev meldt ud i forbindelse selskabets kapitalmarkedsdag i november 2021.
Målet for 2024 ses allerede mødt i 2023, vurderer Danske Bank i et analysenotat efter Trygs årsregnskab for 2022, der blev offentliggjort torsdag.
– Det nye Tryg er ved at tage form, og vi ser vejen til et forsikringsteknisk resultat på 7,3 mia. estimeret i 2023 og 7,8 mia. estimeret i 2024 som godt asfalteret, skriver Asbjørn Nicholas Mørk.
Dermed har Tryg ifølge analytikeren kurs mod at ende 2023 inden for det spænd mellem 7,0 og 7,4 mia. kr., som egentlig først var målet i 2024.
Til sammenligning kom Tryg ud af 2022 med et forsikringsresultat på knap 6,2 mia. kr. Danske Bank-analytikeren har efter regnskabet opdateret skønnene for de komponenter, der skal hjælpe Tryg til at lukke hullet op til målsætningen.
Han ser Tryg have solid medvind på flere fronter, der opvejer modvind på valutafronten, hvor en svækket svensk og norsk valuta trækker ned.
– Ifølge vores tal er der kun en valutamodvind i 2023 i forhold til 2022 på 0,2 mia. kr., hvilket overskygges af en medvind på 0,4 mia. kr. fra stigende renter.
– Derudover bør rejseforsikringer og synergier tilføje yderligere 0,4 mia. kr., hvilket efterlader os med 7,3 mia. kr. i estimeret teknisk overskud i 2023 og med 7,8 mia. kr. i 2024, skriver Asbjørn Nicholas Mørk.
Danske Bank fastholder efter regnskabet anbefalingen “køb” af Tryg-aktien med et kursmål på 190 kr.
Tryg-aktien ligger fredag ved 16.20-tiden 1,9 pct. – 3,1 kr. – lavere i 156,25 kr. Fredag handler aktien uden et udbytte for fjerde kvartal på 1,6 kr. per aktie.
.\\˙ MarketWire







