Inflationen har sat kurs nedad og falder for sjette måned i træk, efter forbrugerpriserne nåede sit højeste niveau i efteråret 2022.
Trods den gode nyhed, så er prispresset langt fra overstået, ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
– I april steg priserne med 0,3 pct. i forhold til måneden før, så danskerne oplever fortsat et prispres – blot ikke lige så voldsomt som tidligere. En del virksomheder forventer fortsat at hæve priserne over for danskerne, vurderer cheføkonomen i en kommentar.
Nyligt opgjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen steg til 5,3 pct. i april, hvilket er noget lavere end niveauet i marts på 6,7 pct. Kerneforbrugerpriserne, der er fratrukket energi og fødevarer, aftog ligeledes til 6,1 pct. i april fra 6,4 pct. i marts.
– Den højeste inflation i 40 år har gnavet dybt i danskernes pengepung. Sammenlignet med sidste år er det blevet omkring 26.000 kr. dyrere for en gennemsnitlig dansk børnefamilie i årligt forbrug, udtaler Jeppe Juul Borre med henvisning til niveauet i efteråret sidste år på 10,1 pct.
– Kerneinflationen er fortsat voldsom høj. Det vidner om, at selv om den overordnede inflation daler, så er prisstigningerne brede i danskernes forbrug, fortsætter han.
Arbejdernes Landsbank forventer, at inflationen bliver ved med at falde gennem 2023, hvor mange ting peger ned. Dertil vurderer banken, at det er sandsynligt, at fødevarepriserne kan falde på et tidspunkt.
.\\˙ MarketWire