Et tab på samlet 64,4 mia. kr. fra investeringerne hos ATP, hvoraf de 8,8 mia. kr. stammede fra børsnoterede danske aktier og 11,9 mia. kr. fra udenlandske børsnoterede aktier, betyder, at pensionsgigantens aktieteam skal handle en smule anderledes her ved indgangen til 2023 i forhold til for et år siden.
– Udover vi har tabt nogle penge, så har vi jo også taget riskoen ned i porteføljen. Det er den model, der er i vores investeringsportefølje: At når vores bonuspotentiale bliver reduceret, så har vi en mindre kapacitet til at tage risiko – og så tilpasser man risikoen i porteføljen, siger Claus Wiinblad, der er vicedirektør og chef for Danske Aktier i ATP, i et interview med MarketWire.
Samlet tabte ATP 56,8 mia. kr. sidste år. Og Claus Wiinblad siger da også, at afkastet er “det dårligste, jeg har haft i den tid, jeg har været i ATP.”
Så lige nu er aktieteamet i gang med en tilpasning af risiko og dermed porteføljen.
– Og den sker udelukkende i den likvide del af porteføljen, fordi vores illikvide portefølje i sagens natur er stabil, og den ligger upåvirket, siger aktiechefen.
– Danske aktier er en del af vores likvide aktieportefølje. Procentuelt har vi lavet større redution i vores udenlandske aktieportefølje – men vi har også været tvunget til at lave en ret stor reduktion i den danske, siger Claus Wiinblad.
Dykker man ned i listen med børsnoterede aktie, så kom det største positive bidrag til afkastet fra beholdningen af Novo Nordisk, mens det største negative bidrag kom fra DSV, fremgår det af ATP’s regnskab. Og mens investeringen i eksempelvis Demant blev øget, faldt ejerandelen af Tryg-aktier. Samlet er strategien at have en bred portefølje – og når risikoen skal reduceres, skeler ATP til likviditeten aktierne.
– For at kunne gøre det på en fornuftig måde er det de store likvide aktier, der har taget den største del af tilpasningen. Men hovedparkten af tilpasningen er egentlig sket for at bibeholde en bred diversitificeret portefølje med en god fornuftig spredning. Derfor er det over en ret bred kam, at vi har været ude at reducere vores position, siger forklarer Claus Wiinblad.
Hvordan 2022-resultatet kommer til at spille ind på aktierne, kommenterer ATP ikke på helt generelt. Men aktiechefen pointerer, at han og teamet arbejder videre fra det udgangspunkt, der blev sat i 2022.
– Vi arbejder med at få optimeret tingene på den bedst mulige måde og få skabt det bedst mulige afkast, siger han.
– Vi er kommet pænt fra start (i 2023) – men det er også meget volatilt. Vi kan se, at der er enkelte regnskaber, hvor der er nogle voldsomme både positive og negative reaktioner. Så vi kan nok godt konstaterer, at volatiliteten ikke er gået ud af markedet endnu, siger Claus Wiinblad.
Alene i denne uge steg Pandora 10,6 pct. på sit regnskab onsdag, mens Rockwool faldt 16,8 pct. Og torsdag ligger GN til et minus på over 13 pct. efter regnskabsaflæggelse.
.\\˙ MarketWire







