De danske bankaktier har optur i et ellers rødt marked onsdag efter opjusteringer i branchen og en afklaring i hvidvasksagen til Danske Bank.
Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank, overfor MarketWire.
– De positive nyheder omkring Danske Bank kombineret med opjusteringen fra Spar Nord smitter af på hele sektoren i dagens aktiehandel, siger han.
Danske Bank stiger 1,5 pct., mens Jyske Bank og Nordea stiger henholdsvist 0,5 pct. og 0,1 pct.
Danske Bank meddelte tirsdag, at banken har indgået et forlig med både amerikanske og danske myndigheder i hvidvasksagen på 15,3 mia. kr.
– Danske får medvind fra gårsdagens historie, som egenligt stemmer overens med det banken meddelte i forbindelse med tredje kvartal. Dertil kommer en lille opjustering til den øvre ende af prognosen, siger Mikkel Emil Jensen.
– Det er positivt, og der kan være en grad af lettelse i forhold til et endeligt punktum i sagen. Hvis der havde været en flig af usikkerhed om en større bøde, så er det væk nu, fortsætter han.
Samtidig opjusterer branchefællen Spar Nord igen for både indtjening og resultat før skat, og det trækker også op ifølge senioraktieanalytikeren.
Spar Nord stiger 1,6 pct.
.\\˙ MarketWire







