Bavarian Nordic har fået sendt flere ordrer afsted end ventet op mod årsskiftet, og det har skæppet i kassen hos selskabet i 2022.
Samtidig har selskabet allerede sikret flere ordrer for det år, der netop er taget hul på, og dermed er der udsigt til endnu et rekordår, varsler finansdirektør Henrik Juuel.
– Vi har sikret koppevaccine-ordrer på smallpox og mpox (abekopper, red.), som finansielt svarer til mere, end vi havde i 2022. Derfor kan vi også trygt sige, at 2023 bliver endnu et rekordår finansielt målt på omsætning og drift. Det var 2022, men 2023 bliver det også, siger han til MarketWire.
De endelige forventninger til 2023 bliver dog først afsløret, når Bavarian Nordic efter planen fremlægger årsregnskab 2. marts.
Det seneste år var oprindeligt spået til at blive et underskudsgivende investeringsår, men udbruddet af abekopper henover foråret og sommeren har givet en ordrestorm i retningen af selskabet, som i stedet har leveret et driftsresultat, der uventet er gået i plus.
– Vi forventede oprindeligt et vindue, et interval, og det gjorde vi, fordi mange af vores ordrer stod til leverance i december måned. Derfor var det afgørende, hvor meget vi rent faktisk nåede at få shippet ud, siger Henrik Juuel.
– Vi har eksekveret på de ordrer, som skulle sendes ud inden nytår. Derfor er det gået ekstraordinært godt, lyder det videre.
Mandag stiger aktien 7,2 pct. til 246,50 kr.
SYV OPJUSTERINGER I 2022
Bavarian Nordic har opjusteret forventningerne syv gange i årets løb, og har senest spået et driftsresultat mellem minus 200 mio. kr. og et rundt nul. De foreløbige tal afslører nu, at driftsoverskuddet ender på 329 mio. kr.
Også omsætningen lander højere end ventet på 3151 mio. kr. mod en forventning i intervallet 2800-3000 mio. kr.
Ifølge Henrik Juuel er der tale om ordrer, der alle sammen efter planen skulle afsted i december, men hvor det langt fra var garanteret, at det ville ske.
– Det er ordrer, som stod til leverance i 2022, og som vi ikke har turdet at tage med i vores tidligere forventninger. Vi kigger stadigvæk ind i et fantastisk spændende 2023, både på grund af vores to store forsøg, som vi venter data fra, og så rent finansielt, siger han.
Dermed kunne topspændet i tidligere intervaller også godt have ligget højere, uddyber han.
– Det er en vurdering af, hvor man realistisk tror, at man ender, og der har vi så bare gjort det endnu bedre. Vores team har været gode til at eksekvere planerne. Pandemien udbrød i maj, og der startede produktionen først for alvor, så der var mange ting, der skulle lykkes, for at vi kunne nå derhen, hvor vi rent faktisk er nået, siger han.
ENKELTE OMKOSTNINGER SKUBBET
Det er dog ikke alene salget af koppevacciner, der driver fremgangen. Også salget af rabiesvacciner er skudt i vejret og endt langt højere, end de interne forventninger, fortæller Henrik Juuel.
Han peger på tilbagevenden rejselyst i Europa og særligt Tyskland som en af årsagerne for vaccinesalget, der typisk bruges som rejsevaccine. Samtidig er kendskabet i USA blevet udbredt, og her bruges vaccinen også umiddelbart efter, at en person er blevet bidt i naturen.
Salget af rabies-vaccinen rabipur/rabavert har indbragt 879 mio. kr. i omsætning det seneste år, mens encepur mod flåtbåren hjernebetændelse løber op i 299 mio. kr., viser de foreløbige tal.
Et andet element er omkostningerne, der er endt lavere, end selskabet havde forudset. Det primært generelle besparelser, men hertil også, at rekruttering til et dyrt forsøg med coronavirus er blevet skubbet en anelse ind i 2023.
– Vi regnede oprindeligt med at være færdige med rekruttering nu, og det er vi så ikke, så der er lidt omkostninger, der bliver skubbet til det efterfølgende år, siger Henrik Juuel.
Data fra forsøget ventes at lande i løbet af andet kvartal, mens data fra et andet central studie med RSV ventes at lande i midten af året.
.\\˙ MarketWire







