Noget tyder på, at markedet for coronavacciner bliver noget mindre lukrativt i de kommende år, efter at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har ændret sin vejledning for vaccinationer mod covid-19.
Det skriver branchemediet Fiercepharma med henvisning til dataanalysefirmaet Globaldata.
WHO’s ekspertpanel offentliggjorde for et par uger siden nye retningslinjer og anbefaler ikke længere årlig boostervaccination mod covid-19 for raske voksne under 60 år, der allerede har modtaget de første to vacciner og en ekstra booster.
Samtidig anbefaler eksperterne nu ikke længere, at raske unge under 18 år vaccineres.
– Sammenholdt med den seneste vejledning, der opfordrer til reduceret brug af boostere og det amerikanske senats beslutning om at afslutte den nationale nødprogram tidligt, kan indtægtsstrømme fra covid-19 forsvinde hurtigt for vaccineudviklere, vurderer Globaldata i et notat.
Ifølge Fiercepharma kan det tillige betyde, at de store vaccineselskaber Pfizer/Biontech samt Moderna skal reducere deres skøn for vaccinesalget yderligere i 2023.
Den seneste prognose fra Pfizer varsler et dyk i salget af coronavaccinen, Comirnaty, til 13,5 mia. dollar i år fra 37,8 mia. dollar sidste år.
Biontech venter et dyk til 5 mia. euro fra 17,3 mia. euro, og Moderna spår et salg på mindst 5 mia. dollar mod 18,4 mia. dollar sidste år.
Herhjemme er Bavarians statsstøttede fase 3-studie med en coronavaccine blevet forsinket, og der ventes nu resultater fra studiet i midten af 2023.
.\\˙ MarketWire