Den populære britiske forsvarsminister, Ben Wallace, har ingen planer og intet ønske om at blive premierminister. Det siger han fredag til Sky News.
Samtidig mener han, at det mest oplagte valg vil være den tidligere premierminister Boris Johnson.
– Vi er potentielt på den tredje premierminister siden valget i 2019. Det betyder, at vi bliver nødt til at tænke på legitimiteten. Og på hvem der kan vinde næste valg.
– Så i øjeblikket vil jeg hælde til Boris Johnson, siger han til Sky News.
Boris Johnson synes at være en af de fremmeste kandidater til at overtage formandskabet i Det Konservative Parti i Storbritannien og dermed også premierministerposten.
Kandidaterne skal melde sig inden mandag. Her skal de have opbakning fra mindst 100 medlemmer af parlamentet.
Hverken Boris Johnson eller andre har meldt sig.
Men i pressen er de forskellige parlamentsmedlemmer i gang med at melde sig under forskellige faner.
Ifølge avisen The Telegraph havde 37 parlamentsmedlemmer ved frokosttid erklæret deres støtte til Johnson. Siden da er et par flere kommet til.
Dermed er Johnson en tredjedel af vejen for at være med.
En anden, der er godt på vej, er den tidligere finansminister Rishi Sunak. Han havde ved frokost præcis 50 og var dermed halvvejs. Også han har fået flere støtter siden da.
Derudover har 16 meldt sig bag den tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt.
Hvis to eller flere af dem får samlet mere end 100 parlamentsmedlemmer bag sig, vil formanden blive fundet ved en afstemning blandt partiets medlemmer.
/ritzau/







