Carlsbergs regnskab er svagt positivt med Asien som den store drivkraft, og samlet set bekræfter det, at bryggeriet er en veldrevet forretning.
Det skriver Jyske Bank i en aktieanalyse umiddelbart, efter at selskabet kom med tal for tredje kvartal onsdag. Herunder også en opjustering af forventningerne.
– Vi anser opjusteringen som positiv set i lyset af udfordringer som downtrade og skuffende volumenvækst, som konkurrenterne Unibrew og Heineken har flaget i deres kvartalsregnskaber, hvilket også har presset bryggeriaktierne, skriver banken.
Carlsberg ser nu en organisk vækst i driftsresultatet på 10-12 pct. mod tidligere ventet en “høj encifret vækst”.
Jyske Bank bemærker, at flere af specialprodukterne vækstmæssigt klarer sig fint, hvilket kan give en indikation af mindre end forventet downtrade.
– Vi afviser ikke downtrade-effekten, men vurderer ikke, at Carlsberg er lige så hårdt ramt som Unibrew, skriver banken og venter, at downtrade vil komme i fokus på fredagens telekonference.
Den finder sted klokken 9.
Banken ser det største risikoelement i Carlsberg som værende stigende omkostninger, der skal skubbes videre til kunderne. Det vurderes dog også, at Carlsberg har “værktøjer nok i værktøjskassen, til at dette kan lykkes”.
Jyske Bank fastholder anbefalingen “køb” med et kursmål for Carlsberg-aktien på 1175 kr.
Onsdag eftermiddag falder aktien med 1,1 pct. til 885,20 kr. Før regnskabet lå den dog endnu lavere.
.\\˙ MarketWire







