Carlsbergs opjustering af forventningerne til hele 2022, der er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag, er i høj grad drevet af en sund omkostningskontrol og positive mikseffekter for bryggeriet.
Sådan lyder vurderingen fra Per Fogh, der er analytiker hos Sydbank.
– Volumenmæssigt er det en lille spids dårligere end ventet, men det bliver opvejet af en positiv pris/miks-effekt. Carlsberg har solgt flere dyrere øl og flere gennem barer og restauranter end sidste år, siger analytikeren til MarketWire.
– På omsætningen lander de nogenlunde på linje med konsensus. Så opjusteringen er mere drevet af sund omkostningskontrol end et salg, der boomer. Det er den underliggende sunde Carlsberg-forretning, der driver opjusteringen af forventningerne til driftsoverskuddet i hele året, fortsætter han.
Carlsberg venter nu en organisk vækst i driftsresultatet på 10-12 pct. i hele 2022 mod den tidligere prognose om “en høj encifret vækst.”
.\\˙ MarketWire







