Raterne på containerfragt er i frit fald, og indtil videre tyder det på, at de store rederier kan se frem mod en markant lavere indtjening i årets sidste tre måneder.
Ifølge analysehuset Alphaliner kan nogle af rederierne se frem mod en indtjening, der er op til 70 pct. lavere i årets sidste kvartal, når man sammenligner med de tre foregående måneder.
Værst står det til for israelske Zim, der i sidste uge bekræftede sin helårsprognose, og dermed kan se frem mod en driftsindtjening (EBIT) i niveauet 439-739 mio. dollar, som er 50-70 pct. mindre end foregående kvartal.
Det vil ifølge Alphaliner desuden være første gang siden andet kvartal 2021, at et rederi leverer driftsindtægter i millioner og ikke milliarder målt i dollar.
Danske A.P. Møller-Mærsk er på vej til at levere et EBIT-resultat på 5,2 mia. dollar i fjerde kvartal, hvilket fortsat beskrives som “ekstraordinært”. Samtidig vil det dog være et fald på tæt på 45 pct. fra tredje kvartal.
.\\˙ MarketWire







