Den skandaleramte schweiziske bank Credit Suisses aktie er igen nede i kulkælderen og skrabe på et nyt bundniveau udløst af mange års kontroverser og skandaler.
Aktien ligger imidlertid i 2,91 schweizerfranc. Det svarer til et fald på 87,44 pct., siden banken ifølge Bloomberg News blev børsnoteret den 23. oktober 1989.
Credit Suisse har en lang fortid med hvidvask og skattely bag sig. Tilbage i 2000 kom det ifølge The Guardian frem, at Schweiz’ bankkommission var ude med riven, da den schweiziske bank havde hjulpet den nigerianske diktator Sani Abacha med at skjule og hvidvaske penge, som han havde stjålet fra sin egen nation.
Det skete ved, at banken accepterede beløb op mod 214 mio. dollar til konti fra to af diktatorens sønner.
Skandalen udmøntede sig i en bøde på 505.100 dollar.
Udover forretninger med diktatorfamilien blev det i 2004 opdaget, at en medarbejder i banken havde hvidvasket mindst 5 mia. yen for den japanske mafia, Yakuza.
SKATTESVINDEL
I nyere tid har det især været skattely, som har bidt banken i hælene. i 2011 accepterede Credit Suisse en bøde på 150 mio. euro, da det havde vist sig, at 1100 tyske kunder havde fået hjælp til at undgå at betale skat ved at sende deres penge i skattely i Schweiz.
Det samme skete i 2014, hvor banken erkendte sig skyldige i at have hjulpet amerikanere med at undgå at betale skat. Denne gang blev det en bøde på 2,6 mia. dollar.
Banken er fanget for skattelys-finten flere gange siden da, og den har sidenhen været i kambulage med loven i forbindelse med blandt andet hvidvask af bulgarske narkopenge for over hundrede mio. dollar.
STORE TAB I 2021
I 2021 tabte Credit Suisse 5,5 mia. dollar som følge af hedge funden Archegos’ kollaps. Det resulterede i, at banken måtte søge 1,9 mia. dollar i kapital fra sine investorer. Derudover måtte 10 mia. dollar af investorernes penge suspenderes, da udlåneren Greensill Capital, hvis lån blev solgt til Credit Suisses klienter, også kollapsede.
STADIG UDFORDRET
I det indeværende kvartal, har kunderne trukket op til 84 mia. schweizerfranc ud af banken, da der er lovet omstrukturering på baggrund af de seneste års skandaler.
Den kriseramte schweiziske bank advarer om et tab på op mod 1,5 mia. schweizerfranc i fjerde kvartal. Der ventes både tab i formueforvaltningsdivisionen og investeringsbankenheden grundet afdæmpet aktivitet, markedsforhold, fortsat udstrømning af kundeaktiver og salg af ikke-kerne forretninger, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire







