De danske forbrugerpriser steg i oktober med 10,1 pct. på årsbasis.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed er inflationen tiltaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 10,0 pct.
– Det er den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden november 1982. Det er i høj grad prisændringer inden for varer, der hæver årsstigningen i forbrugerprisindekset, skriver Danmarks Statistik.
Varer er i gennemsnit steget 16,0 pct. det seneste år, og det er i meget høj grad årlige prisstigninger på el, fødevarer, gas og brændstof, der gør sig gældende i oktober.
På månedbasis steg forbrugerprisindekset med 1,0 pct. i oktober i forhold til september, viser statistikken torsdag.
.\\˙ MarketWire







