Danske Bank ser fortsat et stort kurspotentiale i aktien i GN Store Nord, selvom bankens analytikere har trimmet kursmålet en smule til 305 kr. fra 315 kr. som følge af valutamodvind og lavere marginer i GN Audio.
Det nye kursmål er dog hele 77 pct. over fredagens lukkekurs for aktien på 171,85 kr. og i forhold til potentialet peger banken blandt andet på muligheden for, at selskabet kan blive opslugt af en større spiller på høreapparatmarkedet.
– Vi ser GN som et potentielt opkøbsmål og venter, at konsolidering med et større høreapparatselskab kan udløse værdi på over over 50 pct. af den nuværende børsværdi, skriver Danske Bank i et analysenotat mandag.
GN kommer med regnskab for fjerde kvartal 9. februar. I den forbindelse estimerer Danske Bank en organisk omsætningsvækst i årets sidste tre måneder på 4 pct. og et justeret driftsresultat, EBITA, på 792 mio. kr.
– For 2023 ser vi en organisk omsætningsvækst på 2 pct. og en stigning i det justerede driftsresultat på 11 pct. til 2460 mio. kr. drevet af marginbedring i GN Hearing, skriver Danske Bank.
For GN Hearing ser banken i 2023 en organisk vækst på over 6 pct. og en stigning i driftsresultatet på 50 pct. til 880 mio. kr., mens den for GN Audio estimerer en negativ organisk vækst på 1 pct. og et fald i driftsresultatet på 3 pct. til 1749 mio. kr.
GN-aktien ligger mandag ved 9.15-tiden 0,9 pct. højere i 173,35 kr.
.\\˙ MarketWire







