Der er rigelig plads til nye renteløft fra Federal Reserves hånd, uden at det behøver at resultere i en recession.
Det siger James Bullard, der er chef for centralbankens afdeling i St. Louis, ifølge Bloomberg News.
Han pointerer, at recessionsfrygten i markedet er overgjort.
– Wall Street er meget optaget af ideen om, at der kommer til at være en recession om seks måneder eller lignende, og det er virkelig ikke sådan, du bør læse en forøgelse som denne, siger han i et interview med Reuters.
Beslutningstagerne i Federal Reserves pengepolitiske råd, FOMC, har indregnet et sidste renteløft på 25 basispoint til 5,00-5,25 pct. En renteforhøjelse i netop den størrelsesorden er også ventet af investorerne.
James Bullard, der ikke har stemmeret i FOMC i år, bakker i stedet op om, at renten skal hæves med 50 basispoint mere end konsensus til 5,5-5,75 pct.
Chefen for St. Louis-afdelingen ser i modsætning til sine kolleger heller ikke tegn på en mild recession, viser referatet fra Federal Reserves rentemøde i marts.
– Arbejdsmarkedet er bare virkelig, virkelig stærkt, siger han til Reuters ifølge Bloomberg News.
Med et stærkt jobmarked til at understøtte forbruger “virker det ikke som tidspunktet til at forudsige en recession i andet halvår af 2023,” vurderer han.
.\\˙ MarketWire