Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind

Derfor opjusterer de danske banker forventningerne nu, forklarer analytiker

MarketWire

fredag 14. april 2023 kl. 11:03

En stribe af danske banker har i ugens løb opjusteret forventningerne til 2023 forud for den snarlige regnskabssæson for første kvartal.

Først på banen var Ringkjøbing Landbobank tirsdag med sin opjustering. Siden har banker som Spar Nord, Sparekassen Sjælland-Fyn og Kreditbanken fulgt trop. Mest prominent er dog opjusteringen fra C25-aktien Danske Bank.

Danmarks største bank opjusterede torsdag sine forventningerne til 2023 som den første af eliteindeksets banker.

Forklaringen bag opjusteringen giver genlyd i meddelelserne fra de danske banker, der alle peger på stigende renter som den primære årsag. Flere af bankerne peger dertil på en positiv udvikling i kreditkvaliteten.

– Der er højere bankindtægter, end bankerne havde kalkuleret med – måske ikke nødvendigvis, hvad analytikerne havde regnet med – men i hvert fald hvad bankerne havde indregnet, da de stak deres forventninger ud, forklarer Anders Haulund Vollesen, der er senioranalytiker i Jyske Bank, til MarketWire.

– Det virker også til, at der er en rigtig høj kreditkvalitet på tværs af bankerne, hvor de ikke realiserer de her høje tab på udlån. Det er de primære to faktorer, forklarer han videre.

De højere nettorenteindtægter er drevet af renteforhøjelserne i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvis bevægelser den danske centralbank, Nationalbanken, følger til en vis grad.

Siden regnskabssæsonen for fjerde kvartal er indlånsrenten i ECB hævet 100 basispoint til 3,50 pct., mens den herhjemme er løftet 85 basispoint til 2,60 pct.

Jo højere en indlånsrente, jo mere tjener bankerne på deres indestående i Nationalbanken.

I samme periode er udlånsrenten hævet 50 basispoint til 2,75 pct. Det har fået bankerne til ligeledes at skrue på deres rente på udlån, hvilket også bidrager positivt til nettorenteindtægterne.

Renteforhøjelsernes effekt kommer blandt andet til udtryk hos Spar Nord.

– Opjusteringen er primært drevet af højere forventninger til nettorenteindtægterne, som kommer fra stigende renter og forventninger om yderligere renteforhøjelser i den resterende del af 2023, siger IR-chef, Rune Brandt Børglum, til MarketWire.

– Det er klart, når man som os har i niveauet af 35 mia. kr. i overskudslikviditet, som er placeret i noget, der følger pengemarkedssatser, så bliver det til pæne beløb, når forventningerne løftes med bare 50 basispoint, fortsætter han.

EN TREDJE FAKTOR BAG DANSKE BANKS JUSTERING

Det højere bidrag fra nettorenteindtægterne kommer også udtryk i Danske Banks tal for første kvartal, som banken løftede sløret for i forbindelse med opjusteringen torsdag.

I de første tre måneder af 2023 præsterede Danske Bank nettorenteindtægter for i alt 8,0 mia. kr.

Derfor kom opjusteringen torsdag ikke som en overraskelse for analytikerne, der endda havde ventet nettorenteindtægter for 8,1 mia. kr., viser konsensusestimater indsamlet af banken selv.

– Rentestigningerne er også afspejlet i Danske Banks egne forventninger – at man nu tror på et højere niveau, end man gjorde for bare et par måneder siden, siger senioranalytikeren.

I Danske Bank tilfælde har også et ekstraordinært stærkt kvartal målt på handelsindtægterne bidraget positivt.

– For Danske Banks vedkommende har man haft et kanon kvartal på handelsbordet, hvor man har blæst forventningerne væk. Det er også en af byggestenene til, at man opjusterer, siger Anders Haulund Vollesen.

Handelsindtægterne løb op i 1,6 mia. kr. i årets første kvartal af 2023, viser de foreløbige tal. Til sammenligning løb handelsindtægterne i sidste kvartal af 2022 op i 0,7 mia. kr.

TEKNISK ÅRSAG BAG TIMINGEN

På blot en uge har syv af de danske børsnoterede banker opjusteret deres forventninger til 2023. Det ligger der imidlertid ikke noget odiøst i, pointerer senioranalytikeren.

– De er underlagt nogle regler for, hvornår de skal melde noget ud, i forhold til hvornår de ved noget med en rimelig sikkerhed, lyder forklaringen.

Regnskabssæsonen i Danmark indledes så småt i næste uge, hvor C25-selskabet Tryg fremlægger tal for første kvartal. Ugen efter følger flere bankregnskaber. Selv er Danske Bank aktuel med sit endelige regnskab for første kvartal 28. april, og opjusteringen er således landet knap to uger før offentliggørelsen.

.\\˙ MarketWire

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.