Inflationen er stadig ikke tæmmet, og Den Europæiske Centralbank agter derfor at fortsætte sine bestræbelser på at banke inflationen på plads via højere renter. Det er signalet fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, torsdag ved World Economic Forum i Davos, ifølge Bloomberg News.
– Inflationen er på alle måder, og ligegyldigt hvordan man anskuer det, alt for høj.
– Vi holder kursen, indtil vi har bevæget os ind i et restriktivt område længe nok, så vi kan bringe inflationen tilbage til 2 pct. i rette tid, siger Christine Lagarde.
Meldingen kommer efter en rygtehistorie tirsdag på Bloomberg News, der citerede anonyme kilder for, at en renteforhøjelse på 50 basispoint i februar stadig ligger kortene. Til gengæld skulle der ifølge kilderne være voksende opbakning til en forhøjelse på 25 basispoint til marts.
De seneste dage har meldingerne fra ECB’s beslutningstagere imidlertid ikke tydet på nogen opblødning i banken.
To rådsmedlemmer, franske Francois Villeroy de Galhau og østrigske Klaas Knot har begge brugt topmødet i Davos på at understrege, at Lagardes udtalelser efter rentemødet i december, stadig er valide.
Dengang var meldingen fra Lagarde: “Vi må vente, at renterne hæves i et tempo på 50 basispoint i en periode.”
.\\˙ MarketWire