Den Europæiske Centralbank, ECB, har torsdag helt som ventet hævet sin indlånsrente med 25 basispoint til 3,25 pct.
Det oplyser ECB i en rentemeddelelse.
Ud af 55 adspurgte havde 12 økonomer udset sig et større renteløft på 50 basispoint, mens de resterende 43 økonomer havde spået dagens løft på 25 basispoint. Det viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
I samme ombæring er udlånsrenten, refi-renten, hævet til 3,75 pct. fra 3,50 pct.
Det er syvende renteforhøjelse i træk, siden ECB i juli sidste år indledte den nuværende stramningscyklus.
Med en rente på 3,25 pct. nærmer ECB sig nu sin terminalrente og enden på den nuværende stramningscyklus. Det konkluderer Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, der i en kommentar henviser til den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag i forbindelse med sin renteforhøjelse signalerede, at rentetoppen var nået.
– Det betyder med stor sandsynlighed også, at ECB nu nærmer sig rentetoppen, om end vi fortsat venter to yderligere rentestigninger på de kommende møder, før end ECB også vil melde ud, at den nu vil holde pause og se tiden an, fremgår det af notatet.
Centralbanken vurderer, at yderligere renteforhøjelser vil bringe renten i et “tilpas restriktivt” niveau. Et restriktivt renteniveau skulle alt andet lige lægge en dæmper på den økonomiske vækst.
– Styringsrådets fremtidige beslutninger vil sikre, at de pengepolitiske renter vil komme i et niveau, der er tilstrækkeligt restriktivt, for at komme tilbage til vores mellemlange målsætning om en inflation på 2 pct. inden for en passende tidsramme, hvor den vil blive holdt så længe, som det er nødvendigt, skriver ECB i rentemeddelelsen.
Herfra vil styringsrådet tage udgangspunkt i nøgletal for at afgøre et passende niveau og varighed for stramningen.
Inflationen tiltog i april til 7,0 pct. fra 6,9 pct. måneden før, fremgik det af Eurostats estimat for forbrugerprisudviklingen tidligere på ugen. Imens faldt kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen for fødevarer, energi, alkohol og tobak, til 5,6 pct. fra 5,7 pct. måneden før.
.\\˙ MarketWire