Den Europæiske Centralbank, ECB, er fortsat langt fra en pause i stramningen af sin pengepolitik.
Det meddeler centralbankchef Christine Lagarde, efter at ECB torsdag har hævet sin rente med 25 basispoint.
ECB har nu forhøjet sine renter syv gange siden juli sidste år, hvor den nuværende stramningscyklus blev sat i gang, til en indlånsrente i dag på 3,25 pct.
Og centralbanken vil “helt tydeligt” ikke fjerne foden fra rentespeederen lige foreløbig.
Nogle af centralbankdirektørerne i ECB skulle ifølge chefen have luftet ideen om et renteløft på 50 basispoint. Facit var i sidste ende en nær enstemmig forhøjelse på 25 basispoint.
Christine Lagarde fortæller videre, at der ikke findes et “magisk tal” for, hvornår pengepolitikken er tilpas restriktiv. Det vil stå mere klart, når niveauet er nået, meddeler hun.
ECB har da også vej endnu, før den har fået bugt med den høje inflation. Som situationen står, er inflationsudsigterne med betydelige opadgående risici – blandt andet understøttet af den seneste tids lønaftaler, siger ECB-chefen.
Samlet vurderes prispresset fortsat at være højt, drevet af høje energipriser, propper i forsyningskæderne og stigende lønninger.
På sektorbasis er rentestigningerne begyndt at gøre ondt på industrien, mens servicesektoren viser stærk vækst.
.\\˙ MarketWire