De nuværende tal for økonomien indikerer, at et renteløft på 75 basispoint ved Den Europæiske Centralbanks rentemøde i december vil være passende.
Det siger ECB-rådsmedlem og centralbankchef i Østrig, Robert Holzmann, ifølge Bloomberg News.
Han vurderer, at hvis den kommende tids nøgletal ikke afspejler en opbremsning i økonomien og kerneinflationen, vil et renteløft på 75 basispoint være den rette størrelse.
Det vil i så fald være tredje gang, at ECB hæver renten 75 basispoint i år.
Kommentaren strider imod udtalelser fra Robert Holzmanns kolleger i ECB, heriblandt Mario Centeno og Philip Lane. Sidstnævnte sagde mandag ifølge Bloomberg News, at grundlaget for et renteløft på 75 basispoint ikke længere er til stede.
Holzmann medgiver dog også, at han ikke har låst sig fast på en endelig størrelse endnu.
Et flertal i markedet venter ifølge Bloomberg News et renteløft på 50 basispoint til en rente på 2,0 pct.
ECB holder sit næste rentemøde 15. december.
.\\˙ MarketWire







