En del af presset på banksektoren i Europa er lettet, mener direktionsmedlem i ECB Philip R. Lane, der finder det passende, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sætter renten op i maj.
Størrelsen på renteløftet har han ikke lagt sig fast på, siger han i et interview med Bloomberg TV.
– Som det er nu med to uger igen, tror jeg, at udgangspunktet er, at vi bør hæve renterne i maj, siger han til Bloomberg TV.
– Præcis, hvad vi gør – det vil jeg vente med at bestemme, til vi har dataene, fortsætter han.
Philip Lane, der er ECB’s cheføkonom, vurderer videre, at økonomien i eurozonen ikke vil blive ramt af recession. Han ser foruden et lettet pres på banksektoren også bedring i forsyningskæderne, samt at energipriserne er nedadgående.
Alligevel er ECB’s kamp mod inflationen ikke bragt til ende endnu, da den underliggende inflation, der fraregner prisstigninger på energi, fødevarer og tobaksvarer, voksede i sidste måned trods en overordnet aftagende inflation.
– Vi er nu i en intens dataafhængig fase, siger Philip Lane.
– Jeg er i høj grad i venteposition, fortsætter han.
Den foreløbige opgørelse for inflationen i eurozonen viste, at forbrugerpriserne på årsbasis aftog til 6,9 pct. fra 8,5 pct. i februar. I samme periode steg kerneinflationen til 5,7 pct. fra 5,6 pct.
Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at ECB vil hæve sin indlånsrente med 25 basispoint ved rentemødet i maj til 3,25 pct. I juli ventes en rentetop på 3,75 pct. at være nået.
I sin rentemeddelelse i marts afstod ECB fra at guide specifikt om renteudsigterne. Banken understregede i stedet, at en øget usikkerhed forstærkede nødvendigheden af, at banken baserer sine pengepolitiske beslutninger på de indkommende data.
.\\˙ MarketWire