Kurserne for de europæiske aktier er mere repræsentative for det ventede kommende fald i selskabernes indtjening, end hvis man sammenligner med aktierne i USA.
Det vurderer Citigroup, der derfor har løftet sin anbefaling af europæiske aktier til “overvægt” og sænket den for de amerikanske aktier til “undervægt”, skriver Bloomberg News.
Citis strateger mener, at der allerede nu er indregnet et fald på 15 pct. i de europæiske aktiekurser forud for den forestående regnskabssæson for fjerde kvartal og helåret 2022.
Omvendt antyder de nuværende kurser for de amerikanske aktier en for høj optimisme. Strategerne venter dog, at en virkelighed med recession i USA snart indhenter aktierne.
– Vi venter et svagt første halvår og et stærkere andet halvår, lyder prognosen fra Citi.
Selskabernes indtjening ses i 2022 være svundet ind med 5-10 pct., vurderer strategerne. Det strider mod andre analytikeres forventninger om en vækst i samme periode på 3 pct.
For hele året venter strategerne, at det brede S&P 500-indeks vil slutte året 5 pct. højere i indeks 4000, og at den fælleseuropæiske pendant Stoxx 600 vil være steget 8 pct., når året er omme.
.\\˙ MarketWire







