Kapitalforvalteren Formueplejes investeringsdirektør, Henrik Franck, stopper efter godt ti år i selskabet, hvoraf de sidste tre var som investeringsdirektør.
Det oplyser Formuepleje i en meddelelse.
Investeringsdirektøren fratræder ved udgangen af maj.
– Henrik Franck har haft en betydelig indflydelse på Formueplejes udvikling og succes, siden han startede for knap ti år siden. Hans faglighed og engagement har været afgørende for at drive forretningen fremad, opbygge en solid kundebase og udvikle vores produkter. Jeg vil gerne sende ham en stor tak for den indsats, siger administrerende direktør Peter Kjærgaard i meddelelsen.
Formuepleje er i gang med en “forandringsproces”, hvilket har medført ændringer i organisationen, heriblandt fratrædelsen af forhenværende direktør Søren Astrup.
Ledelsen af investeringsteamet i Formuepleje overtages midlertidigt af direktør og partner Frank Reisbøl. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvem der overtager rollen som investeringsdirektør.
Aktiechef i Formuepleje, Otto Friedrichsen, overtager ansvaret for aktivallokering i kapitalforvalteren og bliver desuden medlem af investeringskomitéen sammen med topchef Peter Kjærgaard.
.\\˙ MarketWire