Økonomerne er mest bekymrede for Italien, når Den Europæiske Centralbank, ECB, i den kommende tid vil hæve sine renter yderligere og samtidig bremse sine opkøb af statsobligationer.
Det skriver Financial Times.
En rundspørge, som mediet har foretaget, viser, at ni ud af ti økonomer anser Italien for at have den største risiko for et “ukorreleret” udsalg af statsobligationer i eurozonen.
Det er til trods for, at landets nye regering, med premierminister Giorgia Meloni i spidsen, med sit budget for 2023 sigter på et mindre statsunderskud på 4,5 pct. mod 5,6 pct. i 2022. For 2024 sigter regeringen på yderligere en reduktion til et minus på 3,0 pct.
Italien har imidlertid stadig en af de største gældsbyrden i centralbankens domæne. Statens gæld er på 145 pct. af BNP, og derfor har landet også et relativt større refinansieringsbehov.
I forvejen er de omkostninger kraftigt stigende med en tiårig statsrente på mere end 4,6 pct., hvilket er mere end en firedobling på et år og 2,1 pct.point over den tilsvarende tyske tiårige statsrente.
Giorgia Meloni har da også advaret ECB om, at centralbanken risikere at skabe uro omkring landets gældsudstedelser.
– Det ville være godt, hvis ECB håndterer kommunikationen godt… ellers risikerer den at skabe, ikke panik, men fluktuationer i markedet, som vil annullere de tiltag, regeringen gør, lød det i sidste uge på en pressekonference ifølge Financial Times.
ECB hævede i 2022 sin indlånsrente med 250 basispoint. Flere chefer i centralbanken har varslet, at flere renteløft venter i 2023. Desuden har banken signaleret en nedtrapning af sine obligationskøb, men i den forbindelse også lanceret et nyt program, der gør det muligt for ECB at foretage specifikke opkøb, såfremt der opstår regional renteuro.
Link til original artikel (abonnement): https://www.ft.com/content/10e31210-e750-4f53-b697-2079f2a139b5
.\\˙ MarketWire







